Region Hovedstaden afprøver ny fedmeoperation
En ny teknik kan muligvis erstatte traditionelle fedmeoperationer med gastric bypass. Region Hovedstaden afprøver fedmeoperationen, hvor man sætter et "ærme" ind i tarmen
Region Hovedstaden afprøver nu en ny type fedmeoperation for patienter med svær overvægt og overvægtige med diabetes type to. I stedet for de mere omfangsrige fedmeoperationer, får patienterne lagt et "ærme" ind i tarmen.
"Det er nogle rigtigt spændende undersøgelser, der foregår på Gentofte Hospital. Det er i god tråd med regionens Forskningspolitik 2020 og vores ambitioner om at være i front. I et internationalt perspektiv betyder forskernes arbejde, at vi vil kunne tilbyde det fremmeste indenfor fedme- og diabetesbehandling," siger Marianne Stendell (A), formand for udvalget for fremtidens uddannelse og forskning i Region Hovedstaden om den nye fedmeoperation.
Fedmeoperation kan erstatte gastric bypass
Ærmet lægges ind ved en kikkertoperation og er mere skånsomt end almindelige fedmeoperationer, også kaldet gastric bypass.
Ærmet kan fjernes igen, hvis der opstår komplikationer, oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.