"Der blev aldrig forhandlet"
Kardinalpunktet er ordet "forhandling," siger Venstres formand i Hillerød om valgnatten
På valgnatten fik Venstre aldrig at vide, at en aftale om en konservativ borgmesterpost var under opsejling. Det siger lokalformanden for Venstre i Hillerød, Henning Andersen som reaktion på de konservatives beskrivelse af forløbet.
Undervejs blev konservative i tvivl om, hvorvidt spidskandidat Dorte Meldgaard overhovedet ville blive valgt ind i byrådet. De personlige stemmetal trak ud, men da de kom efter godt to en halv time, holdt Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance møde med den konservative formand, Henning von Hauen. Her spurgte von Hauen "om der var noget nyt", hvilket indirekte var et spørgsmål om, at den øvrige borgerlige lejr stadig pegede på Venstres spidskandidat Klaus Markussen som kommende borgmester.
Men sådan tolker venstreformand Henning Andersen ikke situationen.
"Det ville ikke have givet mening at fastholde, at Klaus Markussen skulle være borgmester. Spørgsmålet er, om de har sagt, at vi kan blive borgmester. Det siger han selv, at det har de ikke. Det er en tilståelsessag i mine øjne," siger Henning Andersen.
Burde I ikke have lugtet lunten?
"Så skulle vi have haft så meget mistillid til konservative, at vi havde krævet, de blev i lokalet. Det er meget simpelt. Hvis de konervative var kommet ind og havde sagt. "Nu skal I høre, vi står og bliver tilbudt borgmesterposten. Hvad siger I til det, drenge…?" Det havde sat os i en situation, hvor vi kunne tænkte, den er ikke god," siger Henning Andersen.
Aftale om forhandling
Op til valget, underskrev valgforbundet mellem Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en aftale, hvor der stod, at "et flertal blandt valgforbundets partier skal bruges på at forhandle med henblik på at opnå enighed om en borgerlig-liberal borgmester (...)."
Den aftale mener Henning Andersen ikke er overholdt.
"Ordet forhandle er kardinalpunktet. Den tekst siger jo, at man skal forhandle, og den forhandling har ikke været der," siger Henning Andersen.
Som det første holdt konservative møde med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efter de personlige stemmetal var klar klokken ca. halv tre på valgnatten.
Den konservative formand von Hauen spørger jer, om der er noget nyt - underforstået peger I stadig på Klaus Markussen?
"Jeg opfatter det nærmest som en høflighedsfrase. Han siger, de skal snakke med Socialdemokraterne og vil vende tilbage. På intet tidspunkt lægger konservative kortene på bordet og siger, at de vil have borgmesterposten, og at hvis der skal laves en aftale i det blå valgforbund, er det udgangspunktet," siger Henning Andersen.
Har du fået indtryk af, at konservative ville pege på andre end Meldgaard?
"Så dan er det jo i en valgkamp. Hvert parti har sin egen spidskandidat. DF og LA havde meldt ud, at de godt vidste, at de ikke skulle være borgmester og pegede på Klaus Markussen."
Da mandatfordelingen i det nye byråd er klar, ønsker Klaus Markussen (V) at være forhandlingsleder. Men det melder de konservative aldrig deres støtte til. I stedet vil konservative vente på de personlige stemmetal.
Hvad tænker du, da konservative ikke peger på Markussen som forhandlingsleder men Meldgaard?
"Det skal de også prøve. Vi gav dem en halv time til at vende det med baglandet, som de ønskede."
Du tager det ikke som et ønske om at blive borgmester?
"Nej, det gør jeg ikke."
Hvad tager du det så for?
"At vi har åbnet forhandlingerne. Vi skal ikke lave en snæver aftale. Klaus Markussen siger på mødet, at han gerne vil lave en bred aftale ud over valgforbundet. Det vil han gerne stå i spidsen for. Og han spørger, om folk i lokalet kan støtte det. De ønsker, at Dorte Meldgaard skal være forhandlingsleder og vil mødes om en halv time."
Men forhandlingslederen er vel lig den kommende borgmester?
"Det tror jeg også, at de konservative har opfattet, men jeg kan jeg sagtens følge, at man lige vil vende skråen. Det er fair nok."
Overvejede Venstre at pege på Meldgaard på valgnatten?
"Nej, den situation var ikke nært forestående. I respekt ventede vi på at kunne have egentlige forhandlinger. Men da konservative vendte tilbage fra mødet med Socialdemokraterne, havde de lukket en aftale, og der var ikke plads til andre i den aftale, sagde de."
Læs de Konservatives fremstilling af sagen HER