13-årig vil springe højest
Sia Freck Kolby fra Kvinderup vil være en af de dygtigste springryttere i landet. Derfor var den bare 13-årige pige en af de yngste deltagere i voksenkonkurrencerne ved stort nordisk stævne i weekenden
På grusbanen bag et hvidtmalet, stråtækt husmandsted må Sia og hendes skimmelgrå pony arbejde for at få varmen. Det er onsdag formiddag i Kvinderup, og støvregnen, der siver ned fra en mørkgrå himmel, har allieret sig med vinterens vinde.
Alligevel er det ingen sur pligt for den bare 13-årige Sia Freck Kolby at tage et par runder på banen med ponyen Spirit. For at ride er meget mere end en hobby.
"Jeg vil gerne være med helt i toppen," fortæller hun målrettet, da Spirit igen står i stalden.
Derfor er Sia ikke i skole på sådan en onsdag formiddag, men gør sammen med moren Louise klar til at køre til Aarhus til nordens største spring-stævne, Baltic Cup.
"Det er et år siden, at jeg har været til et så stort stævne, så jeg er spændt på det. Jeg vil ikke sige, jeg er nervøs. I hvert fald ikke, når jeg går i gang med det første spring. Så stoler jeg på mine heste," siger hun.
Timers arbejde for et minut
Stævnet Baltic Cup varer fire dage, men selve præstationen, hun skal måles på, er overstået på få minutter. Og hun er derfor fuldstændig afhængig af opbakning fra sin mor Louise Freck Kolby.
"Hestene skal transporteres, de skal fodres og strigles, og håret skal flettes - der er virkelig mange timers forbedredelse for det halvandet minut, du er på banen," siger Louise, og Sia tilføjer:
"Hvis du laver en fejl i en håndboldkamp, har du en hel kamp til at få rettet op på det. Det kan man ikke her. Det er bare ... bum."
Sia har meget tidligt lært at holde hovedet koldt i pressede situationer. Og det giver stof til eftertanke for Sias mor.
"Det er lidt nogle oplevelser, du har haft," siger Louise eftertænksomt, inden hun finder et magasin frem og peger på den dengang 10-årige Sia, der blev interviewet og fotograferet til et stævne i Odense Kongrescenter.
"Prøv at se, hvor lille du er. Tænk sig engang. Hvad du har gjort, og hvad vi har bedt dig om. Men altså, det tænkte jeg ikke over dengang," siger hun.
Sia bare trækker lidt på skuldrene.
Ingen ungdomssløvsind
Ung eller ej. Talentet er der i hvert fald. Det vidner mange fine placeringer og titler som Sjællandsmester og Danmarksmester for hold om. Men det kræver meget mere at tage de bedste placeringer.
Ponyerne skal rides, om det er morgen, middag, aften eller weekend. Og der er ingen nåde, når springtræningen hver tirsdag slutter kl. 22, og Sia kan trække ponyerne i stalden derhjemme kl. 22.30. Herefter skal hun skynde sig i seng, inden vækkeuret ringer igen kl. 6 onsdag morgen, og hestene skal rides. Heldigvis går Sia i en Team Danmark idrætstalentklasse på Byskolen i Hillerød, hvor alle elever dyrker idræt på højt plan.
Og så er der arbejdet. For hendes fritidsjob og de huslige pligter, hun har derhjemme, betaler hendes dressurtræning og udstyr.
Sia begynder på en næsten endeløs remse af tidspunkter og steder, hun skal være i løbet af en uge for at få skole, træning og job til at gå op. Det viser sig, at ponyerne har to fridage om ugen, mens hun har fri hver anden lørdag. Med mindre der er stævne.
Det kan godt få hendes mor til at smile og ryste let på hovedet. Sia derimod synes ikke, det er noget særligt.
"Jeg har jo ikke prøvet så meget andet. Det er bare sådan, min hverdag er," siger hun og tænker et øjeblik, inden hun svagt undrende fortsætter:
"Men jeg forstår ikke helt, hvad dem, der ikke har noget at lave, bruger deres tid på."
Lovende egen avl
Som om det ikke var nok med ponyerne, er Sia begyndt at ride stævner mod voksne ryttere på sin første hest Fausta. Egentlig er det først om to år, at hun bliver for gammel til at ride ponystævner, men tanken bag er, at mindske overgangen mellem pony og hest og blive en af de dygtigste på hendes alder. I øjeblikket rider hun to ponyer udover hesten.
"Man lærer meget af at ride mange forskellige ponyer og heste. Jeg kan bedst lide at ride de tændte ponyer, men er begyndt også at ride de mere rolige," fortæller Sia, der siden hun startede med at ride som 5-årig har reddet fast på 10 forskellige ponyer.
En af dem er den fem-årige lysegrå Spirit, som familien selv har avlet og hjulpet til verden i stalden i Kvinderup. Og træningen går godt, for den unge pony blev her i efteråret kåret som Dansk Sportspony Championatsvinder - en titel, der gives til årgangens teknisk dygtigste og bedst ridende pony.
"Det er sjovt at følge Spirit. Man kan se udviklingen hele tiden, til hvert stævne er han blevet bedre til et eller andet," siger Sia, der skal have styr på sin egen teknik for at kunne hjælpe Spirit til at springe rigtigt.
Dyster mod de bedste
"Mit delmål nu og her er at komme til DM på Spirit om to år (inden Sia skal rykke op i hesteklasser, red.). Jeg vil også gerne ride indendørs DM med Fuego," siger hun ambitiøst.
Sias mor kigger lidt på hende.
"Man skal selvfølgelig stræbe højt, men det er vigtigt at se på, hvad man har af materiale. Den hest, der var med fra Danmark til EM i spring, koster halvanden million, og sådan et show kan vi ikke være med på. Derfor er det mindst lige så flot at være med i Baltic Cup med vores egne ponyer," siger Louise og tilføjer, at hun håber, at Sia bliver så dygtigt en rytter, at hun måske får stillet en dyrere hest til rådighed.
Men nu og her er det de mere kortsigtede mål, Sia har i tankerne. Udover DM har hun forestillinger om at tage en gymnasial uddannelse for Team Danmark-talenter. Og så må resten af fremtidsplanerne komme derefter. En ting er i hvert fald sikkert.
"Jeg kan ikke forestille mig ikke at ride. Jeg tror heller ikke, at jeg ved, hvad jeg skulle lave, hvis ikke jeg skulle ride."