Fortsæt til indhold

Danmarks højestbeliggende boliger snart klar: »Vi har ikke ligefrem været usynlige«

652 særlige boliger står snart klar i det markante byggeri på den gamle La Tour-grund ved Randersvej.

Samfund
ddp

Til august i år kan man bo i Danmarks højest beliggende beboelsesbygning, Unity.

Det er navnet på den markante bygning, der er skudt op på den gamle La Tour-grund ved vandtårnet på Randersvej.

Unity indeholder i alt 652 møblerede lejligheder i forskellige størrelser og med egen balkonterrasse. Desuden er der fællesarealer som indendørs- og udendørs fitness, café, loungeområde, fælleskøkkener, fælles spiseområder, reception, syv tagterrasser, mini-biograf, løbebane, gårdhave, rooftop-sauna og 121 såkaldte co-working stationer.

»Vi har ikke ligefrem været usynlige her i Aarhus. Derfor er vi også rigtig glade for endelig at kunne fortælle lidt mere om, hvad det er, vi knokler på at give forskellige mennesker mulighed for at flytte ind i,« siger Martin Dyrholm, direktør for Unity Aarhus, i en pressemeddelelse.

De mange lejligheder er fordelt på 1-3-værelseslejligheder i forskellige størrelser, hvor de mindste er 29 kvm. og de største 93 kvm.. Alle lejligheder, store som små, er fuldt møbleret i samarbejde med det anerkendte britiske designstudio Tom Dixon.

Lejeprisen starter på 4.600 kr. pr. måned for de mindste lejligheder, mens de større og højest beliggende lejligheder vil have en lejepris på op til 16.000 kr. pr. måned. Med i alle lejepriser er fri adgang til langt de fleste fællesarealer og fællesaktiviteter, mens de få ikke-inkluderede kan tilkøbes.

Med sine 94 højdemeter fordelt på 28 etager og hele 170 meter over havets overflade er der tale om Danmarks højest beliggende beboelsesbygning.

Ifølge holdet bag kan bygningen ses fra syv kommuner. Men det er ikke højden, der ifølge Unity Aarhus er det største særpræg.

»Det er vores drøm og mål at være med til at redefinere måden, vi lever sammen på. På forholdsvis få kvadratmeter giver vi plads til et privat og lækkert hjem, og går man udenfor sin dør, stiller vi en hel bygning fuld af fællesskabsorienterede muligheder til rådighed. Vi er i storbyen vant til at bo side om side med mennesker, vi aldrig rigtig kommer i kontakt med. Den måde at leve på vil vi gerne give et alternativ til,« siger Martin Dyrholm.

Formålet er at favne alle mulige mennesker i alle mulige livssituationer – fra studerende og iværksætteren, der vil åbne sit koncept i Aarhus, til den udenlandske arbejdskraft, der er tiltrukket til en af regionens arbejdspladser, og den nyligt fraskilte mor eller far, der skal bruge et midlertidigt hjem.

»Vi giver plads til mennesker, der har brug for et hjem i en kort eller længere periode. Men vi tilbyder ikke kun et hjem, vi tilbyder en hjemlig base, der er lige til at flytte ind i, med plads til at leve, mødes, træne, arbejde, fællesspise, udveksle oplevelser, se film og dele viden med både ligesindede og forskellige mennesker,« siger Martin Dyrholm.

UNITY Aarhus åbner for indflytning d. 1. august i år. Fra d. 2. april er det muligt at skrive sig op til en af de 652 lejligheder.