Fortsæt til indhold

Socialdemokraterne melder pas på ny aftale

På et møde mandag aften besluttede Socialdemokraterne i Syddjurs at takke nej til at blive en del af den nye konstitueringsaftale som nu gør Venstres Claus Wistoft til borgmester

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Socialdemokraterne i Syddjurs sig blank nej til at være en del af den nye konstitueringsaftale, der mandag blev indgået mellem Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Borgerlisten Syddjurs, Det Radikale Venstre og SF - og gjorde Socialdemokratiet til sorteper.
Det er meldingen i en pressemeddelelse udsendt af formand for Fællesledelsen, Søren K. Lauridsen, efter et møde i den nyvalgte byrådsgruppe og partiorganisationen mandag aften.
"I den situation med svigt fra både Venstre og SF har Socialdemokraterne valgt at stå uden for den nye konstitueringsaftale. Vi har lovet vælgerne, at der kun skulle være én konstitueringsaftale. Vi ønsker ikke at gentage i et nyt konstitueringscirkus, som det vi oplevede i 2009. Vi mener fortsat, at det eneste anstændige og moralsk uangribelige er at holde de aftaler, der indgås. Det havde alle partier sådan set understreget inden dette valg," står der at læse i pressemeddelelsen.

Reprimande til både Venstre og SF

Socialdemokraterne udpeger to skurke i det spil, der nu har ført til, at Venstre er sprunget fra den aftale, der blev indgået på valgnatten.
Skurk nummer et er naturligvis Venstre og i særdeleshed den kommende borgmester Claus Wistoft.
"Alle (Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) var enige om, at den skriftlige aftale (indgået på valgnatten, red.) skulle stå ved magt, og at Syddjurs ikke skulle kastes ud i endnu et konstitueringscirkus. Claus Wistoft udtalte i øvrigt, at han altid stod ved en skriftlig aftale," skriver Socialdemokraterne i pressemeddelelsen.
Skurk nummer 2, er ifølge Socialdemokraterne, SF, der på valgnatten "løb fra sit løfte til vælgerne om, at et centrum-venstre-flertal ville betyde en rød borgmester."
"Socialdemokraterne gjorde som det største parti naturligvis krav på denne post. Det ville SF imidlertid ikke gå med til på valgnatten. Venstre tilbød herefter en konstitueringsaftale, der indebar, at Venstre skulle have borgmesterposten. Det sagde Socialdemokraterne klart nej til, fordi vi havde lovet vælgerne, at enhver mulighed for en rød borgmester skulle udnyttes. Det fik de borgerlige partier til at indgå den skriftlige aftale om, at Jesper Mathiesen skulle være borgmester," forklarer Socialdemokraterne.

Siger nej til udvalgsformandspost

Udmeldingen fra Socialdemokraterne betyder, at den udvalgspost, som partiet var stillet i udsigt, hvis det ville indgå i konstitueringsaftalen, for Udvalget for Sundhed og Ældre, nu skal besættes af en repræsentant fra de partier, der indgår i aftalen.
På mandagens pressemøde sagde kommende borgmester Claus Wistoft, at det ikke var aftalt, hvilket parti, der i så fald skulle have posten, hvis Socialdemokratiet sagde nej tak.
Mandagens mange brud betyder, at der nu står 18 mand bag konstitueringsaftalen, mens Socialdemokratiet, Enhedslisten og løsgængeren, den tidligere Venstre-mand Jørgen Brøgger, i alt 9 mandater ikke er omfattet.
Hvis Jørgen Brøgger vælger at søge om at udtræde helt af politik, får det betydning for den endelige fordeling af posterne i det ny byråd.
Det må formodes, at de, der ikke er omfattet af aftalen, indgår et fælles valgforbund, som så skal tildeles poster efter den såkaldte DHondtske Metode, men det får stor betydning, om det er 8 eller 9 mandater, der indgår i valgforbundet.
Metoden anvendes for at sikre en forholdsmæssig fordeling af mandaterne på de styrende poster.