Fortsæt til indhold

FI-udvalgsformand bliver løsgænger

Venstres Jørgen Brøgger forlader byrådsgruppen i protest over, at Venstre springer fra den indgåede konstitueringsaftale på valgnatten

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Mandag eftermiddag blev en ny konstitueringsaftale præsenteret på rådhuset.
Den bringer Venstres Claus Wistoft i formandsstolen med opbakning fra SF, Borgerlisten, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og nulstiller totalt Socialdemokratiet og Jesper Mathiesen, der ellers var udset til at skulle være Syddjurs Kommunes borgmester de næste fire år.
Da Lokalavisen talte med Claus Wistoft mandag formiddag, ville han ikke bekræfte, at det blev sådan, men kun invitere udvalgte fra pressen til møde på rådhuset i Ebeltoft klokken 14.
Lidt senere blev Lokalavisen kontaktet af Venstres Jørgen Brøgger, nuværende formand for FI-udvalget, og han kunne fortælle, at han er fortid i Venstre.
"Jeg har meddelt gruppen, at jeg ikke vil være med til at springe fra en indgået aftale," forklarede Jørgen Brøgger.
"Det show vi var vidne til i Syddjurs efter valget i 2009, bliver nu gentaget, og nu med Venstres accept. Det vil jeg simpelthen ikke stå model til."

Farvel til formandspost

Jørgen Brøgger havde forud for valget annonceret, at han gerne ville fortsætte som FI-udvalgsformand, men i den konstitueringsaftale, som Venstre indgik på valgnatten med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, var det planen, at ny FI-udvalgsformand skulle være Liberal Alliances Per Zeidler.
"Det er korrekt, at jeg ikke var udset til at skulle være i FI-udvalgsformand de næste fire år, og der vil selvfølgelig være dem, der nu siger, at det er derfor, jeg forlader Venstre for at blive løsgænger, men det er ikke sandheden."

Advarede på valgnatten

Jørgen Brøgger advarede allerede på valgnatten partifællerne om, at de var ved at lave en aftale med Jesper Mathiesen og Socialdemokratiet, som de ikke følte det store for, og derfor måske burde have lidt mere tid til at tænke over.
"Jeg sagde klart og tydeligt på valgnatten, at en aftale er en aftale, og siger vi ja, så holder vi den også. Nu gør man det så ikke alligevel, og derfor kan jeg ikke forsvare at være med længere. Derfor bliver jeg løsgænger og dermed automatisk smidt ud af Venstre."
Jørgen Brøgger skulle senest 29. november 2013 have meddelt valgudvalget, hvis han ikke var til sinds at acceptere sit valg til det ny byråd.
"Det nåede jeg ikke, og derfor møder jeg op til det konstituerende møde i det ny byråd på torsdag, men jeg har selvfølgelig bedt om at få en plads, der ikke er i nærheden af Venstre."

Stopper sandsynligvis

Jørgen Brøgger er med stor sandsynlighed færdig i lokalpolitik efter det skete.
Overfor Lokalavisen luftede han mandag tanken om, at ansøge det ny byråd om at måtte udtræde.
Det vil ske på det første byrådsmøde efter årsskiftet, og dermed er vejen åbnet for, at Venstre alligevel kan mønstre 8 mand de næste fire år.
Jørgen Brøggers plads vil overgå til Venstres førstesuppleant, unge Nicklas Sixhøj Nielsen fra Kolind, der kun var syv stemmer fra at opnå direkte valg til det ny byråd.