Sådan holder du formen i julen
Der ryger gerne et par ekstra kilo i julen, men der er gode råd til at slippe for et ekstra lag til bildækket i højtiden, der gerne byder på både al for god mad og drikke
Julen er hjerternes fest. Men det er også kaloriernes fest - i både flydende og fast form. Der ryger frikadeller, leverpostej, sukkret rødkål, brune kartofter og måske en andesteg, der flyder i fedt.
Magasinet iForm er klar med et godt råd, hvis du har overspist.
Løb en tur eller træn i fitnesscentret for at fjerne oppustetheden. Og skriv ned, hvordan du vil undgå at spise for meget ved næste julebord," skriver magasinet på sin hjemmeside.
Men inden skaden sker, kan du også følge et par råd om, hvordan du undgår et for energitungt julebord. Her lyder rådene, at man skal bruge kaloriefattige råvarer som masser af frugt og grønt, fedtfattigt kød og fuldkorn. Gå også efter den sunde julemad som sild, laks, rejer, æg, nødder, rugbrød og rødkål, når du sidder ved julebordet.
Drik også masser af vand, spis langsomt og sørg for, at fadet med julekonfekt kun kommer frem en gang om ugen, for selvom der er sunde mandler og nødder i marcipan og nougat, er der også temmelig meget sukker.
Godt råd: Spis langsomt i julen
Endelig lyder rådet fra iForm, at man skal huske at spise langsomt og nyde maden. Så når maden at mætte bedre i juletiden, og du får nemmere ved at holde formen.
En velkendt metode er en januar med slankekur, hvis julen har lagt for mange kilo til vægten. Men her går ernæringsekspert Per Brændgaard i den modsatte grøft. På sin blog skriver han om juletiden:
"Hvad med at bryde den onde cirkel mellem overspisning og slankekur? Overspisning i julen fører til slankekur i januar, der fører til endnu mere overspisning i februar, der fører til en ny slankekur i marts, osv. osv. Mange overspiser i julen for at lade op til kuren i januar. Det er en ondartet, hovedsagelig ubevidst dynamik, der gør det umuligt nogensinde at opnå noget særlig stort varigt vægttab. Tværtimod tager man mere og mere på. Det er blot et spørgsmål om tid," skriver Per Brændgaard.