Nordsjællandsk bagerkæde konkurs
Bagermester Henrik Bisgaard er gået konkurs og har lukket sine bagerier i Nordsjælland
I sidste uge var det slut med bageriet for bagermester Henrik Bisgaard, der erklærede sig selv konkurs.
Det betød, at hans bagerier i Hørsholm, Conditoriet Dronninghus, forretningen i Nivå Center, Espergærde, Allerød og Hillerød er lukket og slukket. Udover manglende brød og kager til julen har 150 fuldtids- og deltidsmedarbejdere mistet deres arbejde, og de må forsøge at hente deres decemberløn i Lønmodtagernes garantifond.
Til Helsingør Dagblad oplyser den konkursramte bagermester, at det er hans livsværk, der smuldrer.
"Jeg har mistet alt, men jeg må se mig slået af bake off, fedtafgift og lukkelov og af det faktum, at Danmark er blevet et discountland, hvor folk ikke vil længere betale for kvalitet. Indtjeningen er dalet og dalet Det koster penge at bage et ordentligt brød, men færre og færre vil betale de 30 kroner, som et ordentligt bagerbrød koster," siger Henrik Bisgaard til avisen.