Kortere ventetid på akutmodtagelsen
Tilskadekomne eller akut syge patienter venter gennemsnitligt 40 minutter på at blive behandlet på Region Hovedstadens akutmodtagelser og akutklinikker.
Den gennemsnitlige ventetid er dermed faldet med 16 minutter i forhold til i 2011 – og med 5 minutter i forhold til sidste år.
Det viser en ny rapport, som Kvalitetsudvalget i Region Hovedstaden netop har fået præsenteret.
Rapporten viser samtidig, at alle regionens hospitaler lever op til servicemålet om, at halvdelen af de mindst syge og lettest tilskadekomne patienter kommer til inden for en time. Nogle hospitaler behandler endda op mod 90 procent af de lettest tilskadekomne inden for en time.
Det glæder Kirsten Lee (R), formand for Kvalitetsudvalget:
"Vi har nu i flere år haft politisk fokus på ventetiderne og har i samarbejde med hospitalerne indført en række nye tiltag og givet flere ressourcer til akutmodtagelserne og akutklinikkerne. Det kan borgerne heldigvis nu mærke et stadig bedre resultat af," siger Kirsten Lee.
Siden 2011 har Region Hovedstaden øget bemandingen på akutmodtagelserne og akutklinikkerne, så der er kommet mere personale i front, samt etableret såkaldte fast tracks, som er særlige behandlerspor til hurtig behandling af småskader. Desuden registreres og vurderes alle patienter nu ens over hele regionen.
Derudover har regionsrådet afsat 40 millioner kroner til en særlig plan for at komme overbelægningen til livs – og det har også gavnet det akutte system.
Godt forberedt på forandringer 1. januar
Den 1. januar 2014 overtager Region Hovedstaden de nuværende lægevagtsopgaver: Telefonisk rådgivning, konsultation og hjemmebesøg. Samtidig indføres visitation til alle regionens akutmodtagelser og – klinikker, som skal ske gennem Akuttelefonen 1813.
Borgerne skal derfor vænne sig til at ringe 1813 først, før de møder op på akutmodtagelsen eller akutklinikken. Til gengæld har Akuttelefonen 1813’s sundhedsfaglige personale et overblik over ventetider i hele regionen og kan hjælpe borgeren derhen, hvor der er de rette kompetencer og den korteste ventetid. Borgeren vil få en mødetid i telefonen, og ventetiden kan derfor starte hjemme.
De faldende ventetider, og de ekstra ressourcer der er afsat, er et rigtigt godt udgangspunkt for de kommende ændringer, mener Kirsten Lee.
"Den ihærdighed som hospitalerne har lagt for dagen for at nedbringe ventetiderne gør mig tryg ved, at vi kan tage imod flere patienter. Nu mangler vi bare at få borgerne til at huske at ringe 1813," siger Kirsten Lee.