Fortsæt til indhold

Grillen reddede anden

Flere end 3000 husstande i Furesø mistede strømmen kl.18.18 juleaften

Samfund
Helene Stolle

Der bliver kigget forundret på hinanden i flere end 3000 husstande i Furesø, da strømmen gik juleaften kl.18.18. For de familier, der havde sat sig til bords, blev middagen indtaget i stearinlysenes skær, mens de, der endnu ikke var færdig med andesteg, flæskesteg og sovsen måtte tage både grillen og campingblussene i brug.
Strømsvigtet skyldtes ifølge Dong Energy en fejl på en transformerstation.
"Vi har endnu ikke fundet frem til den tekniske forklaring på fejlen endnu", lyder det fra presseafdelingen i Dong Energy.
Strømsvigtet varede for de flestes vedkommende en times tid, mens der var nogen, der var så uheldige, at de først fik strømmen tilbage to og en halv time senere.
"Det var en meget uheldig aften, at strømmen svigtede, og det beklager vi selvfølgelig", lyder det fra Dong Energy.

Sådan klarede vi os

Flere af de strømløse borgere i Furesø har på Furesø Avis´ Facebook side fortalt, hvordan de klarede sig igennem julemiddagen.
"Vi var svine-, ande- og gåsehamrende heldige. Vi var lige blevet færdige med at lave de brune kartofler og skulle lige til at sætte os til bords for at starte på flæskestegen, mens andebryst- og gåsebryststegen lige skulle ahve det sidste i ovnen. Heldigvis var der jo stadig en del eftervarme, så vi da både and og gås. Først da lyset kom igen, opdagede vi, at dette her med rosastegt andebryst måske alligevele r undervurderet", skriver Monica Krenkel og tilføjer, at hun juleaften var lykkelig for sin pandelampe, som hun ellers kun bruger til hundeluftning i vinterhalvåret.
Hos Christina Yde Hammer valgte de at udskyde julemiddagen, indtil strømmen kom igen
"Vi fik spillet lidt i stearinlysenes skær, indtil strømmen kom igen, og vi kunne få lavet brunede kartofler og sauce. Det blev en late-night dinner men meget hyggeligt", skriver hun.
Læs med her på Facebook

"Vi vil altid kunne huske vores datters første jul. Stegene var heldigvi så færdige, at de kunne klare resten på eftervarmen. kartofler og sovs blev kørt til andet sted i Værløse, hvor strømmen ikke var gået, og blev gjort færdigt der, mens bordet blev dækket i stearinlysets skær. Middagen blev serveret kl.19.30 lige efter, lyset var kommet igen. Til al held havde vi på royal vis indtaget rsiengrød og ris a la mande om eftermiddagen, så ingen nåede at dø af sult", fortæller Jeanne Pless.
Hos Ivar Petersen blve and og flæskesteg reddet i grillen, mens sovsen røg på campingblusset.
"Men grøntsager og rødkål fik lov at vente til første juledag", skriver han.
Hos familien Tønnes havde de glemt alt om havegrillen, så de hyggede sig ved at varme saucen over tre fyrfadslys.
"Vi var ved at skære anden ud, da lyset gik. Hvor heldig har man lov at være", skrev Pia Juul Jungsvig, mens Dorthe Hansen fortæller, at deres and var tilberedt på grillen. "Pigerne var sultne, så undtagelsesvis var al maden klar kl.18, så med 24 stearinlys blev der hygget videre", skriver hun.