CO2 reduktion på 55 pct. i Norddjurs
Kommunens ambition er noget højere end EU’s overligger på 20 procent CO2-reduktion
33 kæmpevindmøller, et biogasanlæg nord for Grenaa, omstilling fra kul til biomasse på Grenaa Kraftvarme-værk og konvertering af affalds- og oliebaseret fjernvarmeproduktion til flisbaseret. Det er de midler, der lægges op til, for at Norddjurs Kommune kan reducere udledningen af CO2.
EU's mål er 20 procent reduktion inden 2020, men Norddjurs har valgt at sætte overliggeren helt op på 55 procent i den handleplan, der skal sendes til EU i december i år. I sidste uge sagde miljø- og teknikudvalget ja til dette, og sendte det videre til behandling i økonomiudvalg og kommunalbestyrelsen.
Lavthængende frugter
Jens Meilvang, formand for miljø og teknikudvalget, forklarer, at de 55 procent er, hvad der er potentiale til.
“Det er ikke ensbetydende med, at vi kan nå det. Det er, hvad vi har af muligheder.”
Han synes selv, man skal række ud efter de indsatser, der umiddelbart giver den største effekt, både miljømæssigt og økonomisk.
“Vi skal plukke de lavesthængende frugter. Det kan for eksempel være en kommunal ejendom, der er dårligt isoleret. En forbedring her vil både spare penge og reducere CO2 udledningen.”
33 vindmøller giver 70 pct.
Kommunens vindmølleplan opererer med 33 kæmpevindmøller, og disse vil alene give en reduktion på cirka 70 procent af det samlede potentiale.
Konvertering af fjernvarmen i Grenaa til biomassebaseret tegner sig for cirka 20 procent. De resterende 10 procent udgøres primært af en forventet produktion af el og varme fra det planlagte biogasanlæg nord for Grenaa. Hovedparten af handleplanens øvrige indsatser har så lille effekt, at de hver især tegner sig for en forventet reduktion på under én procent..
Letbane og vådområder
Udover disse indsatser arbejder Norddjurs Kommune også med tiltag inden for en række andre områder. Det er blandt andet den netop godkendte etablering af letbane på strækningen Aarhus-Grenaa, etablering af ladestandere til el-biler, borgerrettede kampagner om energirenovering og –besparelser og etablering af skov og etablering af vådområder.
Jens Meilvang oplyser, at der er basis for etablering af vådområder flere steder i kommunen. Han lægger vægt på, at det skal ske ad frivillighedens vej, for eksempel hvor landmænd i forvejen har vanskeligt ved at drive jorden.
Kommunale elbiler
Internt i Norddjurs Kommune arbejdes der på en fortsat forbedring af de kommunale ejendomme og mulighed for at udskifte en større del af den kommunale bilpark til elbiler.
Det forventes desuden, at der i løbet af 2014 kan fremlægges en større og bredere klimahandleplan, der retter sig mod flere sektorer og som har mere ambitiøse mål for CO2-reduktionen end EU's 20-20-20-mål.