Fortsæt til indhold

FOFs forår er fyldt med kurser, foredrag og rejser

Flere nyheder i FOFs forårsprogram

Samfund
Anette Bonde

Der er flere nyheder i FOF kataloget, der blev husstandsomdelt på Djursland kort før jul, fortæller leder Lene Fribo.
Lene Højholt har for eksempel en studiekreds om at læse Bibelen, og man kan lære kinesisk på begynderniveau med Ling Meng Molberg som underviser. Der er også kurser om passepartouts, gamle maleteknikker, tasker af kapsler og dåseringe, moderne flet med peddigrør og fotoredigering med Photoshop Elements.
Man kan også hente inspiration til at grille, bage konditorkager og lave påskebryg. Madlavning i fællesskab finder man nu også i Syddjurs, nemlig på Bakkegården i Ebeltoft.

Rejser og udflugter

2014 er 150 året for krigen i 1864. FOF Djursland inviterer i den anledning på udflugt 5. april til Dybbøl med Lisbeth Weitemeyer som turleder.
I maj laver pilgrim Eva Michaelsen pilgrimsvandring på Mols, og i juni står hun for et kursus i mindfulness. Også i juni er der endagsudflugt til Haven i Hune og Svinkløv Badehotel i samarbejde med Norddjurs Havekreds.
Årets store kulturrejse går i august til Stockholm med Hardy Andersen som guide.
Kataloget indeholder desuden to ture til Cirkusrevyens forestillinger i Aalborg.

En halv snes foredrag

FOF Djursland byder også på foredrag, mange af dem i samarbejde med andre foreninger og institutioner. Der er foredrag med Tom Buk-Swienty om Kaptajn Dinesen, med Michael Linden-Vørnle om universet og mulighederne for at rejse til stjernerne, med Flemming Forsberg om Rom, med journalist Jeppe Søe om den medieskabte virkelighed, med Bodil Johanne Jørgensen om Lykkelandet Bhutan, med Karen-Marie Lillelund om vejen til et lattermildt liv, med Susanne Møberg om mindfulness, med tv-vært Michael Meyerheim og med Lola Jensen om skolestart.

Yoga er populært

Lene Fribo oplyser, at en populær underviser, Katja Hestbech, er tilbage i aftenskolen igen efter flere års pause med undervisning i spansk, og at yoga stadig er meget populært. FOF har nu ansat sin tiende yogalærer, og der undervises i yoga 10 forskellige steder på Djursland.