Vi vender ikke tingene på hovedet. Dansk landbrug blandt de mest klimaeffektive i verden
Jeg kunne læse i Lokalavisen 28. marts, at Jonathan Zacho Bregner fra Ramten mener, at Landboforeningen vender tingene på hovedet i forhold til debatten om CO2 afgifter på landbruget.
For dem der ikke har læst debatindlægget, så refererer Jonathan Zacho Bregner til en tidligere skrevet artikel, hvor Hanne-Line Revsbech, som er mælkeproducent, udtaler, at hun ikke accepterer præmissen om afgifter på landbruget.
Jeg vil lige starte med at understrege overfor Jonathan Zacho Bregner og alle andre, at: Ja, landbruget udleder CO2. Vi har aldrig påstået andet. Det vi derimod siger er, at landbruget også binder CO2, som vi ikke bliver godskrevet for
Landbrugets udledning af CO2 har i mange år været relativt konstant, selvom produktion og effektivitet har været stigende. Dansk landbrug bidrager og kommer fortsat til at bidrage til reduktion af klimagasser.
Vi arbejder hårdt på at være en del af klimaløsningen. Det ved jeg, for jeg ser det hver dag. Ligeledes har dansk landbrug fremsat en vision for et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. Dansk landbrug ligger i øvrigt allerede blandt top-5 af de mest klimaeffektive produktioner i verden – de fem lande er samtidig karakteriseret ved at have en stor produktion af henholdsvis slagtesvin og mælk. Det er vi faktisk stolte af. De fødevarer forbrugerne efterspørger, skal fortsat produceres der, hvor der er mindst mulig belastning. Det vil blandt andet sige i Danmark. Hvad enten det så drejer sig om kød, mælk eller planter.
Vi mener ikke, at en høj CO2-afgift er den rigtige løsning. Det vil uden tvivl skubbe produktion ud af landet til lande med en ringere effektivitet og dermed højere klimabelastning. Vi kan ikke være bekendt at trække en klima-osteklokke ned over Danmark.