Fortsæt til indhold

Nu går den vilde jagt på millionerne

Fredericia Kommune ansætter en fundraiser

Samfund
Peter Friis Autzen

En professionel, kommunalt ansat fundraiser skal fremover skrabe fonds-midler ind til Fredericia og Fredericia kommune. Det har økonomiudvalget besluttet.
"Vi går med det samme i gang med at lede efter den rigtige person til sådan et job. Og jeg håber, at vedkommende kan tage fat på arbejdet umiddelbart efter sommerferien," siger borgmester Kenny Bruun Olsen (V).
Kommunen vil bruge 650.000 kroner om året på den nye indsats. I år er beløbet dog kun det halve, fordi projektet først forventes i gang efter sommerferien.
Kenny Bruun Olsen forventer, at nyansættelsen vil være en god investering.
"Hvis en person sidder og skriver ansøgninger til fonde hele dagen hver dag, så må der da på et eller andet tidspunkt være gevinst," siger han.

Mange opgaver

Den kommende fundraiser skal ikke alene ansøge diverse fonde og puljer om støtte til lokale projekter. Han eller hun skal også koordinere arbejdet i kommunens mange forvaltninger, så de alle er opmærksomme på muligheden for den slags støtte.
Fundraiseren skal også forhindre, at ansøgninger snubler over hinanden og står i vejen for hinanden. For eksempel kan flere kommunale projekter søge støtte hos samme fond samtidig - og dermed forringe chancen for støtte. Dét skal vedkommende forhindre
"Vi har allerede oplevet, hvordan fonde og deres støtte kan være til stor hjælp for lokale projekter. Fremover forestiller jeg mig, at en del af fundraising-opmærksomheden rettes mod EU og de puljer, der er dér," siger Kenny Bruun Olsen.
Fredericia er udfordret af en skæv social profil, der blandt andet kan ses på et lavere uddannelsesniveau og beskæftigelsesniveau end sammenlignelige kommuner.
"Jeg vil ikke udelukke, at dét måske kan være en fordel, når man skal på jagt efter fonds-midler," siger borgmesteren.

Borgmester Kenny Bruun Olsen tror, at den nye stilling vil være en god investering.