Hydra-Grene er blevet et bedre sted at arbejde
Kommunikation og arbejdsmiljø i virksomheder hænger tit sammen, og nogle gange skal der hjælp udefra for at få løst udfordringerne.
Hos Hydra-Grene i Greve har ledelse og medarbejdere lavet et projekt hvor de gik sammen om at skabe et bedre arbejdsmiljø og der i gennem en bedre virksomhed ude på Nimbusvej i Greve. Blandt andet blev der indført et trivselskompas som løbende måler medarbejdernes tilfredshed og sundhed så de konkrete resultater bliver synlige for alle, ledere såvel som medarbejdere.
- Det har været en positiv og konstruktiv proces hvor vi gennem dialog med medarbejdere og ledelsen har fået et større indblik i hinandens arbejde. Det har været med til at få afklaret misforståelser, fortæller Henrik Vestergaard, afdelingschef hos Hydra-Grene.
Et vigtigt element i hele processen for at forbedre arbejdsgangene har været at inddrage medarbejderne i arbejdet.
- Vi ønsker ikke at fortælle vores medarbejdere hvordan de skal opfører sig, men i stedet opbygge viden så man selv i de forskellige afdelinger kan arbejde med udfordringerne, arbejdsmiljøet er er synliggjort, det er en del af dagligdagen, siger Henrik Vestergaard.
Medarbejdernes repræsentant i projektet har også oplevet positiv feedback på projektet.
- Den generelle feedback fra mine kollegaer har været meget positiv. Folk har været glade for de temadage, hvor vi har sat os sammen og arbejdet på projektet. Det har givet os som medarbejdere nogle værktøjer til at tage udfordringerne op, siger Jette Vestergaard som er arbejdsmiljørepræsentant for medarbejderne hos Hydra-Grene.
ALECTIA der har rådgivet om projektet har været glade for at arbejde sammen med Greve-virksomheden, fordi Hydra-Grene har taget arbejdsmiljøet seriøst.
- Vi tror på, at det er medarbejderne, der skaber resultaterne, og at hver enkelt grundlæggende ønsker at yde sit bedste. ALECTIA skal blot skabe rammerne for, at medarbejderne kan og føler sig klædt på til at levere bedre resultater. Og det kommer gennem helhjertet ledelse, øget sundhed og optimale arbejdsmiljøer, siger Christian Møller-Holst fra ALECTIA.