Kunsten flytter ind i ledige Ry-butikker
Utraditionelt samspil mellem handel, kunst og turisme
Skanderborg præsenterer igen et kunstprojekt – denne gang i samarbejde med Ry City. Fire billedkunstnere er inviteret til at udstille i butikker, der ikke er udlejet lige nu og kortvarigt fylde dem med farver, former og liv. I 14 dage vil forbipasserende møde kunstværker gennem butiksvinduerne og opleve forskellige visuelle udtryk.
Kunstnerne har frie rammer og værkerne har både overraskende, udfordrende og sanselige elementer.
"Et tomt butiksvindue kan opleves som et klart afgrænset rum. En teaterscene vendt direkte ud mod sit publikum. Hvad der skal ske bestemmer kunstneren," fortæller formanden for Kunstråd Skanderborg Thomas Andersson.
De fire udstillende kunstnere Steffen Tast, Dorthe Bøtker, Birgitte Kristensen og Bjørn Kromann Andersen er meget forskellige i deres stilistiske udtryk og bringer derfor i samspil ulige formater til butiksvinderne på Klostervej i Ry. Værkerne kan både ses uafhængigt af hinanden eller opleves som en visuel collage set fra turistbureauet på den anden side af vejen.
Ry City har en vigtig andel i projektet i forbindelse med lån af butikkerne, og formand Lone Nielsen er rigtig glad for projektet.
"Samspillet mellem handel, kunst og turisme er nyt og spændende, og vi tror på, at mange vil få en rigtig god og overraskende oplevelse. Kunsten er med til at holde de ledige butikslokaler 'varme' og det er til glæde for alle," siger hun.