En tur i Kinky-land

Susanne Staun har lige været til medietræning.
Ikke fordi hun skal lære at sælge et budskab.
Med en fortid som journalist og redaktør er hun fuldt ud i stand til det.
“Men min agent synes, jeg virker arrogant. Synes du også det?”
Et interview med Susanne Staun er med andre ord ikke som interviews med så mange andre.
Der bliver stillet modspørgsmål, smalltalket og vævet ind og ud af emnerne, så man tror hende, når hun på sin hjemmeside skriver, at havde hun været skoleelev i dag, havde hun nok haft en diagnose (på lige omkring fire bogstaver).
Men arrogant?
Egentlig ikke.
Måske mere lidt skræmmende direkte.
“Aj, synes du virkelig det? Men helt ærligt. Jeg bryder mig ikke om den slags venlighed, hvor man stryger nogen med hårene i forventning om, at så gør de det samme. Jeg forstår ikke helt den tryghedskultur, vi har udviklet, hvor man rykker sammen i små stammer om nogle paroler, som man så bekræfter hinanden i. Jeg mener virkelig, at vi lider af konsensus- og tryghedstrang, hvor man ender i en situation, hvor vi ingenting udveksler med hinanden, fordi man er bange for at støde nogen.”

Tredie bind

Torsdag udkom(mer) Susannes Stauns tredie bind i serien om retsmedicineren Marie Krause.
Selv om den slet ikke skulle have været skrevet.
Krause skulle nemlig bare have været en pause fra Fanny Fiske, der indtil 2009 havde fyldt godt op i Stauns forfatterskab.
Men en middag, hvor hun sad ved siden af “sin” retsmediciner fik hende til at ændre mening.
Han havde ætset sin egen hud for i en sag om børnemishandling at kunne dokumentere, hvordan ætsende syre virkede ved længere tids påvirkning af huden.
Dén sag kom til at danne udgangspunkt for andet bind.
“Men man kan jo ikke slutte med en to'er. Det ligger der noget dårligt i. du kan lave tre eller fem. Men ikke to eller fire...” forklarer Susanne Staun.
Alligevel var serien ved at strande på de to første bøger.
For netop som hun havde sendt bind nummer to til én af sine kilder, der var kriminalteknikker, begik han selvmord.
“Og så kunne jeg bare ikke fortsætte. Der skulle ikke skrives flere Krause-bøger. Sådan var det.”
Istedet kastede hun sig over et nyt projekt med en mandlig kollega.
Det varede otte måneder, endte med at falde til jorden og afstedkom en eddikesur fru Staun:
Der var for mange ufærdige ting.
“Men så spurgte min kollega mig, hvorfor jeg ikke bare skrev det. Hvorfor jeg ikke bare brugte “min” teknikers selvmord som udgangspunkt for bogen. Og han havde ret. Alle mine bøger er skrevet, når jeg har haft et problem, og så er de blevet omsat til bøger. Og da først jeg var gået i gang, skrev den nærmest sig selv,” konstaterer Susanne Staun.

Litterær soduko

Serien om Marie Krause har været med til at bringe Susanne Staun helt frem i første række af danske krimi-forfattere.
Hun er fast inventar på krimi-messen i det gamle statsfængsel i Horsens, er blevet nomineret til og tildelt et hav af priser og utallige anmelder-stjerner.
Til trods for, at hun faktisk ikke ser sig selv som krimi-forfatter:
“Jeg skriver thrillers. Jeg skrev krimier, før der var noget, der hed krimi-bølgen, og jeg ved godt, hvordan man skruer en bestseller sammen. Men i modsætning til en krimi, hvor handlingen flytter sig via en mekanik i et planlagt plot, flytter handlingen sig her ved hjælp af hovedpersonen. Det er hende, der får tingene til at ske. I det her tilfælde fordi hun rent faktisk gør de ting, vi andre måske godt kan tænke, men så lader være med at gøre alligevel.”
Og lige netop hovedpersonens karakter - kombineret med udpenslede beskrivelser af alt fra kvælnings-sex til fri-sektion af kønsorganer under en obduktioner - er Susanne Staun helt bevidst om, støder en gruppe læsere fra sig:
Hovedparten af landets kvinder
“Kvinderne sluger krimier i stor stil. Men de skal kunne se sig selv, og der er en slags behovstilfredsstillelse i det. Det får de ikke her. Jeg og Krause er for mærkelige for dem. Der er ikke noget, de kan spejle sig i og ingen vished om, at livet i virkeligheden er godt. Det, de læser i krimierne, er en slags soduko, og det siger mig ikke noget som helst. Og så er det ofte også skrevet i et dårligt sprog,”

I Kinkyland

I “Helt til Kanten” har hovedpersonen Marie Krause ellers ifølge Susanne Staun fået filet nogle af kanterne af.
Hun lader sig eksempelvis ikke længere overfalde ved nattetide af tilfældige mænd.
Men som ved de foregående bøger har Staun alligevel under researchen været en tur i det hun kalder kinky-land. Dét land, hvor sex antager en form, der for hovedparten af befolkningen forekommer - for nu at bruge et mildt ord - mærkværdig.
Som en del af handlingen har hun nemlig stiftet bekendtskab med såkaldt
“kvælnings-sex” - eller som det lidt mere klinisk hedder: Autoerotisk praksis.
Og når det pludselig bliver en del af handlingen, vil Susanne Staun også vide, hvad det går ud på. I detaljer:
“Jeg har blandt andet mødt en pige, der lige havde været ude for en så hård omgang kvælnings-sex, at hendes blodplader nærmest flød rundt i øjnene. Da jeg viste dem til“min” retsmediciner, konstaterede han, at han meget gerne ville møde hende. For normalt ser man kun så voldsomme udtrækninger på døde,”