Der er ulighed i sundheden - men alle vil gerne være sundere
Du er mere sund, hvis du er veluddannet, end hvis du er ufaglært. Det viser undersøgelsen “Hvordan har du det?”. Men både ufaglærte og veluddannede har samme lyst til at blive sundere
På ét område forsvinder den ulighed, som ellers eksisterer i sundheden i Aarhus. Det er, når det gælder folks motivation for at blive sundere.
"Holdningen er den samme hos alle. Mellem 70-73 procent vil gerne være sundere, men nogle har bare nogle daglige livsvilkår, som gør, at de har sværere ved at lykkes," fortæller Finn Breinholt Larsen, der er programleder i Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland - som står bag undersøgelsen "Hvordan har du det?".
Og det er særligt denne motivation, som alle har, der skal gribes fat i, hvis Aarhus skal være sundere, mener rådmand for Sundhed og Omsorg, Thomas Medom (SF),
"Der er mange, som har rigtig svært ved at leve det sunde liv, men rigtig mange vil gerne slippe for sygdomme. Mange vil faktisk gerne have hjælp til at blive sundere, og det synes jeg, at vi skal blive bedre til at give dem mulighed for."
Hvor skal der sættes ind?
Hvordan det skal lykkes at komme uligheden til livs kommer et nyt idé-katalog, som netop nu er ved at blive udarbejdet, med forslag til.
Finn Breinholt Larsen nævner både socialt målrettede indsatser og såkaldte strukturelle indsatster som steder, man kan sætte ind.
"Man skal blive bedre til at finde målgruppen for sin indsats - for eksempel kan man tage ud på en arbejdsplads eller i et boligområde, hvor man ved, der er mange lavtuddannede, og så skal man "tale deres sprog"," siger Finn Breinholt Larsen og fortsætter:
"En strukturel indsats er eksempelvis rygestoppet i Aarhus Kommune. Sådan et rygestop hjælper mange til at stoppe, og jeg er ret sikker på, at det vil gavne de kortuddannede mest. Mange af dem, som netop gerne vil være sundere, vil gøre alvor af det nu - for nu bliver det for svært at ryge," fortæller Finn Breinholt Larsen, som desuden nævner, at lettere adgang til motion - eksempelvis i form af cykelstier - også er en strukturel indsats.
Thomas Medom nævner da også den lettere adgang til motion som et sted at sætte ind, og han foreslår, at bevægelsesrum tænkes ind for eksempel i Helhedsplanen for Gellerup.
Desuden kan det nævnes, at Folkesundhed Aarhus flytter til Gellerup som en del af Helhedsplanen.
"Der er helt klart mere brug for en forebyggelses-indsats som Folkesundhed Aarhus i Gellerup end i midtbyen," siger Thomas Medom.