Fortsæt til indhold

Nu er det virkelig MIN kommune

Var borgrinddragelsesprojektet med 2.000 inviterede borgere, foreninger og virksomheder en fis i en hornlygte eller et godt demokratisk tiltag? Lokalavisen har talt med nogle af de 25, der var med, da det gik løs. Læs her, hvordan de oplevede processen

Samfund
Grethe Bo Madsen

Mads Thomsen, 43 år, softwareudvikler, Skødstrup

"Borgererinddragelsesprojektet er helt klart et godt demokratisk tiltag. Jeg er meget positivt overrasket, faktisk imponeret over hele den proces. Ideen er fantastisk. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af ejerskab for min kommune. Nu er det virkelig MIN kommune. Jeg har fået mulighed for at komme med ind i "maskinrummet" og få indblik i, hvordan tingene hænger sammen.

Claus Pape, 50 år, økonomichef, Aarhus Nord

Det er et meget fint demokratisk værktøj, og ideen med borgerinddragelse på den her måde håber jeg, man vil fortsætte med i fremtiden. Set i bakspejlet er jeg nok i tvivl, om politikerne kan bruge vores input. Det blive en stor udfordring for dem at løfte det videre. Især er jeg betænkelig ved, hvordan de kan nå længere ud - få flere folk til at være aktive medborgere og påtage sig et medansvar for byen.

Peder Degnbol, 28 år, studerende, Aarhus C

Det er et rigtig godt demokratisk projekt. Det har været fantastisk spændende, næsten overvældende at være med. Jeg er imponeret over den positive energi og det engagement, der har været i hele forløbet. Jeg var med til at præsentere forslagene, og det var interessant at se, at der var en rød tråd i anbefalingerne fra både borgere, foreninger og virksomheder, uden at vi havde talt sammen. Min umiddelbare reaktion er, at det arbejde, vi har lagt i projektet, virkelig gør en forskel. At det er noget, der bliver lyttet til og som vil blive taget med videre i processen. Det er et smaddergodt tiltag.