Tulipansalg skal sætte fokus på alkoholforbrug
I år skal pengene bruges til oplysning og dialog i 10. klasserne i Skanderborg kommune
Lions Club Himmelbjerget arrangerer igen i år tulipansalg. De indsamlede midler fra salget af tulipanbuketterne vil i år gå til 10. klasserne gennem teaterstykket TØRST.
Gennem forestillingen TØRST, vil Lions Club Himmelbjerget være med til at sætte fokus på de unges alt for tidlige brug af alkohol.
Forestillingen handler om to unge mennesker, der på hver sin måde kæmper mod ensomheden og tørster efter mere, end livet har givet dem. Stykket lægger op til debat om unges alkoholforbrug. Lørdag den 9. marts kl. 10-13 kan man møde entusiastiske medlemmer fra Lions Club Himmelbjerget som gadesælgere ved Kvickly Ry, Super Brugsen Ry og SuperBest Låsby.
Salget af tulipanbuketterne vil gå ubeskåret til det gode formål.
Ud over teaterforestillingen vil en del af overskuddet i lighed med tidligere år gå til et lejrskoleophold for en ung på Skonnerten Marylin Anne Adventure samt til et kursus for to lærere fra Mølleskolen.