Fortsæt til indhold

Renovering af Grønnevang Skole bliver seks millioner kroner dyrere

En større PCB-reno-vering på Grønnevang Skole kommer nu også til at omfatte ventilationssystemet, reetablering af lofter og genopretning af el-installationer

Samfund
Vibeke Scheibel

Et enigt byråd besluttede på det seneste byrådsmøde, at Grønnevang Skole på Jespervej i Hillerød skal have et indeklimaløft for i alt 11,1 millioner kroner.
Hillerød Kommunes rådgivere, Dines Jørgensen & Co A/S og Teknologisk Institut, konstaterede allerede sidste forår PCB-forekomster i indeluft som fuger, så gældende grænseværdier overstiges. Derfor kræver Sundhedsstyrelsen, at renoveringen iværksættes i år.

Hillerød Kommune satte i maj 2012 fem millioner kroner af til projektet. Men det har nu vist sig langt fra at være nok. Udover at bortskaffelse af PCB fra de mange fuger er meget dyr, kommer et nødvendigt løft af ventilationssystemet, hvor også lofter, der har vist sig at indeholde asbest, skal tages ned og nye sættes op. Desuden skal el-installationer gennemgås og genoprettes.

En del af udgiften dækkes via energioptimeringspuljen og vedligeholdelsesbudgettet - resten via en tillægsbevilling på seks millioner kroner på kommunens 2013-budget, besluttede byrådet.