Fortsæt til indhold

Giv os vores vej tilbage

Nogle er for - andre er imod. Diskussionen om den midlertidige lukning af Ellemosevej og en eventuelt permanent lukning raser i sydbyen

Samfund
Camilla Olesen

Beboerne i sydbyen er langt fra enige, når debatten handler om lukningen af Ellemosevej i Tranbjerg.
Gennem den seneste tid har vejen været spærret for gennemkørsel på grund af vand på kørebanen. Det er en gruppe Tranbjerg-beboere glade for, da de blandt andet kommer hurtigere på arbejde om morgenen, og de ønsker, at vejen bliver lukket permanent, som Lokalavisen Aarhus skrev om for et par uger siden.
Det er dog langt fra alle, der har fundet smilene frem, for mens nogle er glade, er der også irritation at hente i både Tranbjerg og Mårslet.

En omvej

Én af de personer, der er træt af, at vejen er lukket, er Hanne Fisker, der bor på Nørrevænget i Tranbjerg. I stedet for at køre direkte ud på Chr. X's Vej, skal hun ind gennem Tranbjerg og forbi Tranbjerg Skole.
"Det er en stor omvej for os, og samtidig har vi ikke brug for mere trafik omkring skolen for børnenes skyld," siger Hanne Fisker.
Hun påpeger også, at forklaringen om, at der bliver dannet kø om morgenen på Chr. X's Vej, fordi bilerne bliver lukket ud fra Ellemosevej, ikke holder.
"Vi oplever gang på gang, at dem der holder tilbage for os, stopper alligevel, fordi der er rødt i lyskrydset ved Statoil," siger hun.
Hvis Ellemosevej skulle gå hen og lukke permanent, foreslår hun, at man fører vejen op til Slet Møllevej.

"Vi skal på motorvejen"

De Mårslet-borgere, der især bor i den nordlige ende af byen, benytter sig også af Ellemosevej, når de blandt andet skal på motorvejen, og det betyder, at de nu også skal køre en omvej.
Da Lokalavisen var ved vejspærringen på Ellemosevej, kom der mere end 10 biler og passerede på få minutter.
Lars Stubsgaard bor i Hørret ved Mårslet og benytter tit Ellemosevej. Han kan ikke se andre udveje, end at Ellemosevej skal være åben.
"Det er en ulogisk konsekvens, at bilerne bliver ledet gennem et område, hvor der er mange børn ved skolen og samtidig ingen cykelsti. Derudover bliver turen længere af det," siger Lars Stubsgaard og fortsætter:
"Jeg forstår heller ikke, at der er Tranbjerg-borgere, der brokker sig over, at de skal holde tilbage for os, der kommer ud fra Ellemosevej, for de holder jo også i lyskrydset både før og efter."
Han tror ikke, at det bliver realistisk at føre Ellemosevej op til Slet Møllevej. Han er sikker på, at kommunen vil klappe pengekassen i. Derimod mener han, at det ville være bedre at udvide vejen lidt og reparere den, så den er i god stand.
"Det er et stort irritationsmoment for os i Mårslet, så giv os nu vores vej tilbage," lyder opfordringen fra Lars Stubsgaard.
Hos Aarhus Kommune er der ikke taget nogle beslutninger omkring Ellemosevej.