Fortsæt til indhold

Albertslund vil skifte vognparken ud med elbiler

I takt med at de nuværende diesel- og benzin-drevne biler er udtjente, udskiftes vognparken med el-biler. Forslaget behandles i Kommunalbestyrelsen tirsdag

Samfund
Arkiv

Den samlede vognpark i Albertslund Kommune skal udskiftes til elbiler, i takt med, at de nuværende biler på benzin og diesel er udtjente. Det drejer sig om 20-30 personbiler og mindre varevogne.
Det forslag skal Kommunalbestyrelsen tage stilling til på sit martsmøde.
I Danmark er eldrevne minibusser, større varebiler og lastbiler endnu ikke markedsført, men markedet for elbiler udvikler sig hurtigt, og i Miljø- og Teknikforvaltningen regner man med, at flere kommunale biler over de kommende år vil kunne udskiftes med elbiler.

Budgetaftale

Baggrunden for forslaget er i virkeligheden en aftale, der blev indgået mellem S-SF-O ved budgetunderskrivelsen. Her har man forpligtet sig til at se på udskiftning af den nuværende vognpark.
Der blev sidste år lavet en undersøgelse af, hvordan hjemmeplejens 10 biler kører. Undersøgelsen viser, at 8-10 biler kan udskiftes med elbiler, set i forhold til de distancer bilerne kører.
Forvaltningen fortsætter kortlægningen med kommunens øvrige biler, og laver så en handleplan for, hvordan man kan få udskiftet andre af kommunens biler til el-drevne biler.
Sundheds- og Socialforvaltningen arbejder videre med indkøb af elbiler til hjemmeplejen og ser på, hvordan hjemmeplejens særlige arbejdsmiljømæssige hensyn kan matches med el-biler.

Klimastrategi

Ifølge forvaltningen vil indkøb af elbiler i Albertslund Kommune ikke i sig selv knække CO2 kurven, men det sender et tydeligt signal til byens erhverv og borgere om, at elbiler kan være en driftssikker og økonomisk forsvarlig transportform til bykørsel.
Samtidig vil indkøb af elbiler i Albertslund Kommune gå fint i spænd med Region Hovedstadens klimastrategi, hvor målet er, at 25 % af den offentlige bilpark i hovedstadsregionen skal overgå til elbiler eller andre fossilfrit drevne biler.
Socialdemokratisk kandidat til Kommunalbestyrelsen, Flemming Jørgensen, siger i en kommentar til forslaget bl.a.:
"Selvfølgelig skal Albertslund satse på elbiler til hjemmeplejen og tjenestekørsel m.m. Med de korte afstande, der er i kommunen, er det helt oplagt at satse på elbiler. Når man så også har Albertslunds klare miljøprofil for øje, må man sige: Hvem skulle ellers satse på elbiler, hvis ikke Albertslund?"
Flemming Jørgensen foreslår, at man beslutter at opladning af elbiler skal ske i nattetimerne, hvor strømmen er billigst og andelen af el fra vindkraft højest.
brie