Fortsæt til indhold

Foreninger rammes hårdt af besparelser

Folkeoplysningsudvalget i Roskilde Kommune opfordrede på deres nyligt overståede udvalgsmøde Kultur- og Idrætsudvalget til at finde ekstra midler i år for sikre de berørte foreningers fortsatte eksistens

Samfund
Arkiv

Foreningernes eget udvalg, Folkeoplysningsudvalget, diskuterede på deres udvalgsmøde besparelserne på lokaletilskuddet for foreninger, som er resultatet af byrådets budget 2013.
John Jacobsen, formand for Folkeoplysningsudvalget, udtrykker forståelse for, at alle områder skal holde for i sparetider, men mener at besparelsens omfang er alt for voldsom og truer flere foreningers eksistensgrundlag:
”Folkeoplysningsudvalgets forudså allerede i september 2012, i forbindelse med høringssvaret til budget 2013, at Byrådets spareforslag ville få meget store konsekvenser for en række foreninger i Roskilde Kommune. Flere af disse foreninger er nu direkte truet på deres eksistens og enkelte kan risikere at dreje nøglen om indenfor de næste måneder,” siger han.
Sparet 1,4 millioner kroner
”Byrådet har i forbindelse med budget 2013 sparet 1,4 millioner kroner på lokaletilskudsrammen som tages fra den del af tilskuddet, der vedrører medlemmer over 25 år. Besparelsen betyder, at egenbetalingen for driftsudgifter for medlemmer over 25 år stiger fra 44 procent til 82 procent på ét år.” siger John Jacobsen og fortsætter:
Find en ekstrabevilling
”Folkeoplysningsudvalget opfordrer derfor Kultur- og Idrætsudvalget til at finde en ekstrabevilling i 2013 for at undgå lukninger eller høje kontingentstigninger og efterfølgende medlemsflugt. Derudover bør det tages med i Byrådets budgetforhandlinger for 2014, så Byrådet sikrer de berørte foreningers fortsatte eksistens, slutter John Jacobsen.
Kommunen giver tilskud til private lokaler, der anvendes til folkeoplysende virksomhed af godkendte frivillige foreninger i henhold til tilskudsreglerne. Der gives et tilskud på 85 % for den andel af udgifterne, der vedrører børn og unge medlemmer under 25 år.
Resten af budgettet fordeles til udgifter, der vedrører voksne medlemmer. Derfor er denne tilskudsprocent varierende.