Fortsæt til indhold

Dronningen kommer når bispen skal vies

Der er tradition for, at majestæten deltager ved bispevielser i Danmark. Således også i Haderslev den 12. maj

Samfund
Peter Rasmussen

Når en ny biskop er valgt og skal bispevies i Haderslev Domkirke den 12. Maj, bliver det et tilløbsstykke. Listen over inviterede gæster har passeret de 800, og nogle er mere prominente end andre.
Mest prominent er naturligvis dronningen, der traditionen tro overværer alle bispevielser i Danmark. Hun var således også tilstede da den afgående biskop, Niels Henrik Arendt blev bispeviet i 1999. Blandt andet prominente gæster vil være Kirkeminister Manu Sareen.
Bispevielsen er ikke blot for de mange inviterede gæster. Faktisk er det meget vigtigt for kirken, at det er et åbent arrangement. Så efter gudstjenesten i domkirken er der reception i det store telt på Gravene. Og det er en reception, der er åben for alle, der har lyst til at deltage. Efter receptionen er der festmiddag på Harmonien for Ca. 100 inviterede gæster.
Selve bispevielsen i Haderslev Domkirke forestås af Københavns biskop, Peter Skov-Jacobsen, der forestår alle bispevielser.

Fakta:
I første runde af bispevalget er der fem kandidater: Jacob Ørsted, Marianne Christiansen, Peter Hedegaard, Jesper Bacher og Kai Bollmann. De to kandidater, som får flest stemmer skal ud i anden runde.
Den 23. april optælles alle stemmer fra anden runde og man kan offentliggøre navnet på den ny biskop.