Et af de store træer i festivalskoven er faldet

Et af de store træer i skoven er faldet, en smuk mand er død. Egon "Gonzo" Birkeskov sov stille ind i sit hjem fredag den 8. marts omkring aftenstid omgivet af sine nærmeste. I hans pung har datteren efterfølgende fundet en avisartikel fra Horsens Folkeblad 8/8-1984, hvor der står, at "Uden Egon havde FestiWalther næppe klaret at få Danmarks Smukkeste Festival op at stå i år."
Egon havde valgt at donere sin krop til forskning, så der bliver ingen begravelse, hvor vi kan mindes ham eller lægge en krans. Jeg er ikke overrasket over hans beslutning om at frasige sig enhver opmærksomhed ved hans død. Sådan var han, og sådan havde han jo trukket sig tilbage i sin alderdom. Ikke kun i almindelighed, men desværre også hvad angår vores Festivalklub.
Sådan var det ikke tilbage i 80èrne! Egon var ganske rigtigt en betydelig person i Skanderborg Festivalklub.
Jeg lærte Egon, eller "Gonzo", som var hans øgenavn den gang, at kende på vores stamværtshus Marius Øltapper. Her var vi begge bartendere i starten af 80èrne, hvor vi lige havde startet festivalen. Han viste øjeblikkelig interesse for sagen, og var i 1981/82 en af de 10-12 modige og uselviske personer, der uden at tøve skrev under i banken som kautionist for et lån, der skulle dække vores underskud, og sikre festivalens overlevelse.
Egons engagement i festivalen voksede hurtigt. Han kastede sig over arbejdet med at stå som leder og koordinator for indkøb og lager af food og nonfood, og han var så populær i medhjælperkredsen, at hans ?lager skurvogn? hurtigt blev mødestedet, som vi kaldte ?Egons Bodega?. Her blev der taget mange vigtige forretningsmæssige dispositioner af den tidligere herreekviperingsmand, men også et par sjove vildskud, da f.eks. en bestilling på 500 rundstykker til Søbadskiosken fik et ?0? for meget, så vi fik leveret 5.000 stk. til de cirka 400 mennesker, der i alt boede på teltpladsen den gang. Der fulgte så en gratis pose rundstykker med hver øl eller vand, der blev solgt dernede resten af festivalen, og ænderne har aldrig været så fede. Ja - vi følte os frem alle sammen den gang, under mottoet "dem, der ikke laver fejl, laver formentlig ikke noget særligt."
Senere var det helt selvfølgeligt, at Egon blev stemt ind i bestyrelsen for Skanderborg Festivalklub, og det blev selvfølgelig også ham, der blev vores første daglige leder, ansat som "langtidsledig", som det hed den gang, på vores nye kontorer på Søtoften. Således var Egon omdrejningspunktet for det daglige festivalarbejde i midtfirserne. En meget populær mand, der var lidt ældre og lidt mere erfaren end mange af os andre. Også derfor havde han vores respekt og tillid, og det virker helt naturligt, at en journalist har skrevet, at der nok ikke var nogen festival uden Egon. Hans indlevelse og engagement var smittende, vigtig og nødvendig. Hans kammeratskab var højt skattet hos os, der var så heldige at komme helt tæt på den vidunderligt uselviske mand.
Egon havde desværre et grimt styrt på sin cykel i slutningen af 80èrne. Det kostede et langt hospitalsophold, og han kom sig aldrig over de fysiske skader, og det var lige som om at kræfterne, lysten og glæden aldrig blev det samme.
Da Egon var udskrevet og havde endt genoptræning, var der nok gået et års tid uden festivalarbejde, og Egon havde ikke kræfter eller lyst til at fastholde sit kandidatur som bestyrelsesmedlem i foreningen, ej heller sin formandstjans på festivalen. I den samme periode flyttede vi kontorer, fik nye ansatte og flere nye bestyrelsesmedlemmer.
Der blev sat nye mål og nye forretningsmæssige dagsordener, og jeg kan roligt sige, at det ikke var det hele der huede Egon, men han var udtalt demokratisk anlagt, og accepterede forholdsvist stiltiende, at fremtiden og udviklingen bestemmes af flertallet.
Egon var fortsat i flere år, en vigtig og skattet medhjælper og kammerat, men man kan godt sige, at han gik i stille opposition til den udvikling og mange af de planer for festivalen, som vi i den daværende bestyrelse lagde for dagen.
Der var aldrig noget stort "opgør", eller nogen dramatiske skænderier – men Egon trak sig i starten af 90èrne langsomt tilbage fra Festivalklubben og fællesskabet heromkring, selv om han ikke slap for det kæmpe "surprise party", som vi holdt for ham til hans 50 års fødselsdag.
For mit vedkommende blev det desværre også et dybt og ægte venskab, der langsomt fadede ud. Ikke fordi Egon og jeg ikke elskede hinanden som gode kammerater – det følte jeg, at vi stadig gjorde. Ja - det vidste jeg, også helt frem til forrige år, hvor vi for første gang i mange år havde fornøjelsen af at se ham til Festivalklubbens generalforsamling. Det skulle så desværre vise sig at være Walther og Egons sidste møde, det var godt og smukt at han kom.
Egon var på alle måder en mand af ære – en mand som har haft stor betydning for udviklingen af byens største kulturbegivenhed og en mand, som har betydet noget for sine kammerater. Jeg har savnet ham i mange mange år – den gode gamle Egon, og jeg havde egentlig drømt om, at jeg skulle få lejlighed til at genoptage et venskab, når vi begge var gamle, og kunne sidde under et bøgetræ og tale om de gode gamle dage, men der var aldersforskellen jo så desværre alligevel for stor.
Nu, hvor vi ikke kan lægge en krans, så vil jeg gerne på vegne af FestiWalther og alle Egons andre gode gamle venner, sende følgende hilsen ud i kosmos:
"TAK for alt det smukke du gav os Gonzo – håber vi ses på den anden side"