Fortsæt til indhold

Tåget tilbud til el-kunder

I et personligt brev til kunderne lokker Lokalenergis direktør med billigere el i fremtiden. Men en ekspert i elmarkedet fraråder kunderne at tage imod tilbuddet

Samfund
Christina Hasselbalch Langpap

Ingen ved, hvad prisen bliver for at bruge støvsugeren, tænde lyset eller bruge vaskemaskinen efter 1. maj i år, hvor Energitilsynets landsdækkende prisregulering forsvinder. I dag er det Lokalenergi, der har forsyningspligt til kunderne i Aarhus Syd samt Sabro og Brabrand. Men i løbet af foråret sker et udbud på forsyningspligten af el. Når man ved, hvem der vinder udbuddet, skal el-kunderne tage stilling til, om de vil skifte til leverandøren, der har vundet bevillingen, forblive hos Lokalenergi Forsyning eller måske vælge en helt tredje leverandør.
Det er netop ændringerne på elmarkedet, der får Lokalenergi til at handle.
"Vi har sendt et brev til vores kunder, for at sikre, at de bliver som kunder hos Lokalenergi, men også for at give dem et simpelt produkt til en fast pris," forklarer direktøren for Lokalenergi, Erik Gudbjerg.

Tåget og uklart

I brevet anbefaler direktøren, at kunderne allerede nu binder sig til Lokalenergi FastEl-produkt. Her fastfryses elprisen et kvartal af gangen. Men hvad prisen bliver, kan de mange kunder ikke se i brevet. Lokalenergi garanterer dog, at elprisen er lavere end den nuværende.
Et tåget og meget uklart tilbud, mener den uafhængige energiøkonom, lektor fra RUC og tidligere medlem af Energitilsynet, Anders Larsen, som har gennemlæst brevet for Lokalavisen.
"Brevet er et forsøg på at få kunderne til at binde sig, inden de måske forsvinder. Ingen ved jo, hvad udbudsrunden bringer. Jeg gætter på, at rigtig mange kunder slet ikke forstår, hvad brevet handler om. Der står intet om kroner og ører, hvilket er meget underligt. Elprisen svinger hele tiden, så hvad betyder det, når Lokalenergi siger, at de fremover vil være billigere end et produkt, som der ikke findes i fremtiden?" spørger lektoren undrende.
Hvorfor skriver I ikke, hvad FastEl vil koste kunderne i fremtiden?
"Fordi det kan vi ikke svare på, da vi køber produktet ind i øjeblikket. Men jeg kan sige, at vi bliver billigere i fremtiden. Men hvor prisen helt præcist ender, kan jeg ikke sige dig før efter 1. maj," forklarer direktør Erik Gudbjerg.

Undersøg alternativer

Energiøkonom Anders Larsen, mener dog ikke, at kunderne skal binde sig til et produkt, hvor prislejet på den fremtidige el er så uklart. I stedet råder han prisbevidste kunder til at undersøge elpristavlen.dk, der er lanceret af Dansk Energi, og vælge blandt de billigste leverandører under variable priser.
"Typisk vil der være penge at spare ved at vælge den variable elpris. Alternativt kan man som kunde vente og se tiden an og til den tid sammenligne Lokalenergis pris med andre elpriser. Lokalenergis FastEl-produkt løber jo ingen vegne," siger Anders Larsen.
Hos Lokalenergi tager direktøren den opfordring med sindsro.
"Vi ved godt, at vi ikke har det billigste produkt. FastEl er for de kunder, der ikke vil tage stilling til, om de hele tiden får den billigste el. Det er lidt ligesom med aktiemarkedet, det kræver, at man holder øje og tager stilling, når priserne ændrer sig," forklarer Erik Gudbjerg.
Vælger man FastEl fra Lokalenergi binder man sig til produktet i et halvt år. Det forventer direktøren, at op mod halvdelen af de 80.000 kunder vil gøre.

Brug elpristavlen

Ifølge Martin Salamon, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet, er den ukendte pris på FastEl, en god grund til ikke at binde sig som kunde hos Lokalenergi.
"Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, men selskaberne skal indberette deres produkter, så de ligger på elpristavlen.dk. Det er blandt andet sådan, det bliver muligt for forbrugerne at sammenligne priser og vilkår. Hvis produktet ikke findes på elpristavlen.dk, bør man holde sig fra det. Under alle omstændigheder kommer der flere tilbud i den næste tid fra elselskaberne. Så læs dem igennem, og vælg det der passer lige til dig, men først når du har sammenlignet tilbuddene", siger han.
Lokalenergis direktør, Erik Gudbjerg, fastslår, at selskabet endnu ikke kan offentliggøre prisen på FastEl, og han derudover ikke vil råde kunderne til at bruge elpristavlen som pejlemærke for prisen.


Se mere på elpristavlen.dk