Fortsæt til indhold

Ældre bestiller mad med iPad

To studerende har udviklet en applikation, der flytter madbestilling på Plejecenter Hedelund i Esbjerg fra papir til iPad

Samfund
Arkiv

Maja Madsen og Niels Woersaa har fået 10 for deres projekt på uddannelsen i offentlig administration ved UC Syddanmark i Esbjerg.
Og den flotte karakter har de fået for at udvikle en applikation, der gør det muligt for ældre, der er visiteret til madordning på Plejecenter Hedelund, at bestille mad på en iPad. Hidtil har de sat kryds ved frikadeller eller kartoffelmos på et gammeldags stykke papir.
"Vi var til et foredrag, hvor vi hørte, at kommunen manglede en håndscanner for at scanne de ældres madbestillinger ind. Så tænkte vi, det lød meget gammeldags og at det måtte kunne gøres smartere," siger Maja Madsen.
Derefter fik hun og Niels Woersaa idéen til den nye app. Her kommer der en plejer ind til den ældre med en iPad, og borgeren kan så selv vælge sin ret. Og i modsætning til de gamle papirbestillinger giver elektronikken mulighed for at tilpasse borgerens valgmuligheder i forhold til eksempelvis særlige sygdomme eller behov.
Ud over at lette arbejdsgangen med selve bestillingen betyder app´en derfor, at kommunen måske kan spare nogle indlæggelser, fordi borgerne får en bedre ernæring. Idéen er blevet varmt modtaget hos Plejecenter Hedelund, der vil videreudvikle app´en. Således vil det for eksempel blive muligt at vise billeder af den mad, man bestiller.