Fladså Turist udvider
Fladså Turist udvider igen sine aktiviteter med overtagelsen af Sydsjællands Turistfart Vordingborg.
Busvognmand Per Andersen har i 28 år drevet busselskab fra adressen i Lov, og firmaet er støt og roligt vokset med opgaverne, hvor sidste skud på stammen nu er købet af Sydsjællands Turistfart i Vordingborg. Dette er endnu et opkøb, idet Fladså Turist tidligere har opkøbt Agerup Turist, Haslev Busserne og hvem ved, måske sker det igen.
Sydsjællands Turistfart blev startet af Steen Møllers far for 67 år siden, men den hårde konkurrence indenfor bustransport gør, at firmaet skal have en hvis størrelse for stadig at være konkurrencedygtig. Sidste store ændring inden for branchen er konkurrencen fra udenlandske busselskaber som desværre ikke har samme krav til uddannelse og sikkerhed som de danske busselskaber, og det selv om vi alle er medlem af EU.
For at alle kunderne skal have en positiv oplevelse af overtagelsen, fortsætter Steen Møller som chauffør i selskabet, så har vi også ekspertisen inden for rækkevidde, udtaler Per Andersen.
Fladså Turist råder i dag over 19 busser, fra minibusser til topmoderne turistbusser, og et af specialerne er turistbusser med lift til kørestol. Selskabet råder med købet af Sydsjællands Turistfart over 650 pladser i egne busser, og kan med sit netværk løse selv de største opgaver inden for persontransport.