Retten til at bestemme i eget hus
"Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!", sådan sagde den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, ved Folketingets åbningstale i oktober 1999, til Dansk Folkeparti. De efterfølgende års samarbejde med folketingets øvrige partier, har dog for længst gjort disse udtalelser til skamme.
Landets socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning Schmidt, har fornyelig lanceret "Vækstplan DK", der skal opstille mål for vækst og beskæftigelse i den private sektor. Det er godt at få reformeret blandt andet SU og kontanthjælps -området, men transporten af penge fra dem med de laveste indkomster til virksomheder med de største overskud er urimelig – og kan bedst betegnes som en omvendt "Robin Hood!". "Dansk Folkeparti er og har altid været stuerene", det ved Helle Thorning Schmidt, og derfor vil hun - nu mere end nogensinde før - så gerne indgå i samarbejdet med Dansk Folkeparti.
Forleden dag blev jeg mødt af næsten samme, gamle retorik, som Poul Nyrup Rasmussen brugte – denne gang fra Nicklas Lauritzen, på vegne af DSU. Nicklas Lauritzen skrev blandt andet, at jeg var udansk, stigmatiserede nydanskere og ønskede en opdeling i borgere fra vestlige og ikke vestlige lande. Herefter bliver jeg bedt om at komme med svar, på spørgsmål der ikke blev stillet. Jeg vil altid gerne stå på mål for mine synspunkter. Omvendt finder jeg det rimeligt, at byrådskandidater skal sætte sig ind i tingene, inden der skrives læserbreve, hvori jeg forsøges påduttet motiver, som jeg ikke har.
Hvad jeg virkelig sagde, var at; "...hvis man alligevel ikke må stemme til folketinget, uden dansk statsborgerskab, er det ikke særligt logisk, at man kan stemme til kommunalvalg". Det står jeg ved. Jeg har dog aldrig opdelt folk i grupper, endsige kategoriseret dem efter, om de kom fra vestlige eller ikke vestlige lande.
Flere og flere almindelige danskeres job overtages i dag af udlændinge, især fordi regeringen ikke ønsker at dæmme op for strømmen af udenlandsk arbejdskraft. Er det i forlængelse heraf gavnligt for demokratiet, at alle, "blot med en adresse i Danmark", skal have love at stemme til kommunalvalg? Det mener jeg ikke. Omvendt har jeg heller ikke hørt fra DSU, at de vil arbejde for stemmeret til folketingsvalgene, for personer der ikke har Dansk statsborgerskab. Endnu et eksempel på klassisk Socialdemokratisk dobbeltmoral.
I sidste uge gjorde en meningsmåling i Yougov Dansk Folkeparti større end Socialdemokratiet. En af del af grundene må findes i Dansk Folkepartis interesse for de svageste i samfundet, kombineret med en "økonomisk ansvarlighed" og det faktum at Dansk Folkeparti ikke er bange for at tage fat i de områder, "der gør ondt". Herunder en diskussion af noget så fundamentalt, som hvem der i Danmark uddeles stemmeret til. "Det er et særligt privilegium at kunne stemme ved et valg" - og ikke en ligegyldig selvfølgelighed. Det her handler blandt andet om retten til at bestemme i eget hus.