Fortsæt til indhold

Når håndbold kan bruges til en god snak

Erhvervsfolk får lettere adgang til hinanden, når rammerne er uformelle, mener direktør fra Hadsten

Samfund
Michael Wulff

Det er ikke svært at tromme folk sammen, når et navn som FC Barcelona står på plakaten.
Fornylig var erhvervsfolk fra store dele af Jylland igen samlet i Jysk Arena i Silkeborg, hvor de lokale helte fra BSV tog imod de mangedobbelte Champions League-vindere fra den catalanske hovedstad.
Men det handler om meget mere end håndbold, når erhvervsfolkene mødes.
"Du kommer jo i snak med nogen, som man ikke kender, men som bliver interesseret i det, du beskæftiger dig med," siger direktør i Danske Fragtmænd i Aarhus Peter Sørensen. Privat bor han i Hadsten.
"Og når de hører, hvor jeg kommer fra, så falder snakken ofte på fragt," siger Peter Sørensen, der har oplevet, at nye kunder er kommet til i skyggen af en håndboldkamp.
Han er denne dag sammen med sine børn Line, Mads og Lasse - og 800 andre erhvervsfolk, der har samlet sig i Erhvervsklubben under BSV.
Der bliver serveret mad fra flere buffeter og til at styre det hele render den tidligere HSK-formand Per Rasmussen rundt og har et øje på hver finger.
"Gå bare ud til indgangen, så er billetterne klar der," siger han til en gæst, som ikke har fået billetter til sine børn.

Trofast publikum

Det klarer Per Rasmussen. Selvom han har titel af kommerciel direktør i BSV, sidder han ikke på kontoret med en stor cigar.
"Jeg forsøger at løse alle de små ting, og jeg kender snart sagt alle her i hallen. Det sætter jeg en ære i," siger Per Rasmussen og må igen lige svare på et spørgsmål fra en person, der glider forbi.

Det kan være svært at fange BSVs kommercielle direktør Per Rasmussen i et roligt øjeblik. Men den tidligere HSK-formand får hilst på rigtig mange mennesker til en håndboldkamp i Silkeborg. Foto: Michael Wulff Hansen

Visitkort

"Vores mest trofaste publikum er vores erhvervsstøtter. De er her allesammen hver eneste gang," siger Per Rasmussen.
Han peger på det netværk, som i dag er særdeles vigtigt.
"Man skaber relationer, lærer nye mennesker at kende, og det er i bund og grund den måde, man laver forretning på i dag."
Der bliver udvekslet adskillige visitkort i den afslappede stemning i hallen, inden kampen går i gang i den nærliggende, nye arena.
"Vi har fået mange nye kunder fra stort set hele landet. Jeg tror, vi har fået skabt et brand med navnet BSV, som kan matche det, vi kender fra AGF, FCK og Brøndby i fodbold," siger Per Rasmussen.
Han bevæger sig over mod Jysk Arena sammen med sine mange hundrede spændte gæster. Arenaen kan rumme 2.700 tilskuere, derfor er der næsten altid fyldt.
Denne søndag taber BSV til de spanske stjerner med Jesper Nøddesbo på holdet.
Men stemningen er høj hele vejen.

Tilskuere og sponsorer blander sig når kampen blæses i gang. BSV mødte mægtige FC Barcelona - og tabte 26-32 i den første 1/8 finale i Champions League. Foto: Michael Wulff Hansen