Vi er bedste venner

"Goddag og kom indenfor. Jeg har lige bagt småkager til Julie og jeg. De kommer om lidt."
86-årige Karen smiler om kap med solen denne tirsdag eftermiddag.
Det strålende humør har også en helt særlig årsag. Det er nemlig denne dag på ugen, hvor hendes 20-årige ven Julie Vahlgren kommer på besøg på privatadressen i Jyllinge.
I den anledning er der sørget for kaffe, lune boller og et pænt dækket bord i stuen. Nu skal der hygges.
"Det er et højdepunkt på ugen, når jeg får besøg af Julie. Det er altid rart med noget selskab," siger Karen og smiler over mod Julie, som straks tager ordet.
"Jeg nyder at komme hernede og besøge Karen. Vi hygger os altid. Det er stille og roligt på en rar måde," siger Julie.
Det var Røde Kors Gundsø, som i sommer skabte kontakten mellem de to. Karens datter henvendte sig til Røde Kors med ønsket om at give hendes mor en besøgsven, og kort efter kom Julie Vahlgren selv på banen.
"Jeg blev student i sommer og havde et halvt år, hvor jeg ikke havde noget at lave udover mit arbejde som tjener på Bondestuen. Mit medicin-studie begyndte først til februar, så jeg ville gerne lave noget frivilligt. Jeg faldt over besøgstjenesten og synes det lød hyggeligt," siger Julie, som mindes det første møde med Karen.

Feriebilleder og gåture

"Jeg kan huske, at jeg tog en bog med herned, så Karen kunne se mine feriebilleder. Det var en god måde at komme ind på livet af hinanden. Samtidig fik det Karen til at huske en masse historier fra hendes liv," siger Julie.
Karen tager en tår kaffe og sætter sig tilbage i stolen.
"Når Julie fortæller om det nu, så kan jeg godt huske det. Jeg viste billeder og fortalte om min familie og min rejse til Singapore. Det var så hyggeligt, og jeg håbede, at hun havde lyst til at komme tilbage," siger Karen med et smil.
Og det havde Julie, for siden har hun været en flittig gæst, hvilket har styrket venskabet.
"Jo bedre vi har lært hinanden at kende - jo bedre har besøgene været. Der er ikke nogen pinlig tavshed. Jeg kan godt finde på noget at tale om, men Karen holder sig ikke tilbage, og det er jeg glad for. Det er nemlig sjovt at høre historier fra hendes barndom og opvækst i en helt anden tid," siger Julie, inden Karen skynder sig at tilføje, at Julies dagligdag også bliver berørt.
"Det er spændende for mig at høre om 20-årige piges liv. Vi har talt meget om hendes studie og flytning til København. Senest har vi talt meget om Julies tur til Australien i december," siger Karen.

Ikke en hushjælp

Snakken går videre over kaffebordet, hvor de begge nævner deres mange gåture som et fast beskæftigelse.
"Ja, vi går hver gang vi ses. Det bliver til ture ned til vandet og lidt rundt i Jyllinge. Jeg er imponeret over Karens fysik. Hun er i god form og en dag blev jeg noget overrasket, da jeg så en sneskovl hos hende. Hun vil også selv klare tingene derhjemme. Hun vil ikke have hjælp til opvasken eller noget andet," siger Julie, inden bryder ind.
"Nej, det vil jeg ikke, for Julie er min besøgsven og ikke en hushjælp. Julie er flink til at skrive op i kalenderen, hvornår hun har været her og kommer igen. Det er nok for mig," siger Karen.
Men hvad får en 20-årig pige til at blive besøgsven for en dame 86 år.? For Julie Vahlgren er svaret indlysende.
"Jeg er i gang med en god uddannelse, kommer fra en god familie og er generelt godt stillet. Jeg vil gerne give noget igen til én, som har har brug for hjælp. Det er vigtigt at fastslå, at jeg ikke ser de her besøg som en pligt. Sådan er det på ingen måde," siger Julie.
"Hvad siger dine veninder og venner til det?"
"Mange tænker "hold da op, har du tid til det", men for mig er det ikke en stor ting. Jeg vil da hellere se Karen end at læse lektier. Jeg giver heller ikke afkald på noget for at komme herned.
Nu hedder Julies adresse København, og dermed stopper hun som besøgsven for Karen. Men besøgene stopper ikke.

På gensyn

"Jeg vil helt sikkert besøge Karen, når jeg har tid og er hjemme i Jyllinge hos mine forældre. Bare fordi mit ophold hos Røde Kors stopper, så behøver jeg ikke stoppe med at se Karen," siger Julie.
Den besked går lige i hjertet hos Karen, som ellers får tildelt en ny besøgsven.
"Jeg er så taknemmelig. Julie er altid velkommen hos mig. Hun kan komme, når hun har lyst. Dukker hun op, så vil jeg blive rigtig glad. Gør hun ikke, så kommer hun nok en anden dag," siger Karen.
Kaffekoppen er tom og de hjemmebagte småkager er sat til livs. Samtalen lakker mod enden, og Julie og Karen takker hinanden for denne gang, men for de to venner er det på gensyn.