Frivillige vil hjælpe unge ud af pengeproblemer
KFUM's sociale arbejde har opstartet et samarbejde med Ungdommens vel i Kolding, hvor der hver mandag skal være rådgivning til unge med økonomiske problemer
Renter, årsopgørelse og fradrag kan for mange unge mennesker være helt uforståelige udfordringer og især hvis de unge i forvejen er udsatte, kan det være en udfordring at have redskaberne til at kunne styre sin økonomi.
Sådan lyder ordene fra Ungdommens Vel i Kolding, som i samarbejde med KFUM's Sociale Arbejde har opstartet rådgivning for unge, der foregår hver mandag i Ungdommens Vels lokaler i Jernbanegade.
Fokus på de unge
Det er frivillige kræfter, der til daglig arbejder som bankfolk, advokater eller jurister, som bruger deres mandage på at tage imod unge mennesker, der kan have brug for hjælp til økonomien.
Økonomihjælpen har frem til januar haft til huse i Folkekøkkenet og var dengang for alle.
Men da aftalen med Folkekøkkenet ophørte, valgte KFUM's sociale arbejde at rykke initiativet til Ungdommens Vel, og koncentrere arbejdet omkring de 15-30-årige.
"Mange unge ved ikke engang hvad en rente er. Og i tider, hvor de unge måske ikke har så mange penge mellem hænderne, kan man være fristet til at tage et kviklån, eller nogle dyre lån på eksempelvis mobiltelefoner. Vi kan så gå ind og hjælpe, inden det går helt galt", fortæller June Crondahl, som er juridisk projektmedarbejder i KFUM's sociale arbejde.
Hun påpeger, at det første, som de frivillige gør, er at sikre, at de unge kan blive boende i deres lejlighed.
"Det er vigtigt at de har et fast fundament, der er en bolig. Derefter tager vi fat på eksempelvis indkaldelser til Fogedretten", lyder det fra June Crondahl.
Pengene bruges hurtig indtil en advokat og en jurist til det frivillige arbejde om mandagen Thomas Gaihede er leder i Ungdommens Vel, der lægger lokaler til initiativet. Han er glad for, at rådgivningen finder sted i lokaler, hvor de unge allerede kommer for at få hjælp.
"Jeg kender til flere unge, som jeg har mødt hernede, der godt kunne bruge hjælp til økonomien. Mange af de unge er vokset op på institutioner. Pengene er ofte væk om mandagen, hvis man har fået dem om fredagen. Hvordan skulle man kunne lære om renter og økonomi, hvis man aldrig har haft en mor eller far til at fortælle en om det?" forklarer Thomas Gaihede. Selve den økonomiske hjælp fra KFUM Sociale arbejde opstod i 2008, hvor man havde projekter i København, Aarhus og Odense. Projektleder Malene Steen Simonsen er glad for, at samarbejdet mellem Ungdommens Vel er opstået. Hun spår desuden, at der kommer til at være meget brug for økonomisk rådgivning til de unge i fremtiden.
"Nu har vi eksempelvis lige fået en kontanthjælpsreform der gør, at mange mennesker får færre penge mellem hænderne. Nu er vi det sted, hvor de unge kommer. Og derfor håber jeg meget, at de unge vil benytte sig af tilbuddet", fortæller Malene Steen Simonsen.