Skal vi gå en tur rundt om Solbjerg Sø?
Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at man nu skal kunne gå rundt om Solbjerg Sø
Hvis man spørger Danmarks Naturfredningsforening, så skal det nu være muligt at gå rundt om Solbjerg Sø, der ligger i både Skanderborg og Aarhus Kommune.
Foreningen foreslår, at der skal laves stier rundt om søen, så det vil være muligt at gå de 16 kilometer.
Danmarks Naturfredningsforening har rejst fredningssag for cirka 478 ha omkring Stilling-Solbjerg Sø i Skanderborg og Aarhus Kommune. Af de 478 ha er de 369 ha sø, mens resten af fredningssagen vedrører de sønære arealer. De er hovedsageligt ejet af private lodsejere, hvilket betyder, at offentlighedens adgang til den sønære natur er stærkt begrænset.
En del af noget større
En etablering af et stiforløb omkring søen vil ifølge Danmarks Naturfredningsforening styrke sammenhængen med den kulturhistoriske Vitved By. Derudover vil stierne stå i forbindelse med de eksisterende stier i Pilbrodalen. Fra stien ved Solbjerg vil der være kort afstand til det nye skovrejsningsområde i Solbjerg.