Udendørs bar og DJ til Auning Motor og Handelsmesse
Der bliver fuld gang i den både ude og inde ved Auning Motor og Handelsmesse
Det tegner til, at den kommende messe i Auning i weekenden 6. og 7. april vil blive noget særligt. Tilmeldingerne til standene går fortrinligt, og der kommer gang i sagerne både inde inde i de to haller og udendørs.
Som tidligere nævnt vil der være handelsstande, shows og opvisninger, foreningsaktiviteter og -boder inde i hallerne, og udenfor lines der biler, autocampere og campingvogne op.
Nyt er, at Hansen & Co. også kommer med sit salgs-setup og bidrager til festen med en DJ og en bar med energidrik fra Monster Energy.
"Vi kommer med god stemning og masser af energi", lyder det fra teamleder Martin Grum-Schwensen, Hansen & Co.
Hansen & Co. medbringer desuden en VW Scirocco, der normalt slår sine folder med ræs på FDM Jyllandsringen.
Stadig plads til flere
Centerchef Henrik Johansen fortæller i øvrigt, at der er så godt som fyldt op i hallerne. 38 handelsstande og seks-otte foreningsstande vil være på pletten. Foreningsstandene er gratis, og hvis man er hurtig kan man endnu nå at få en stand og dermed promovere sin forening.
"Hvis foreninger har lyst til en stand og/eller vil bidrage med underholdning eller aktiviteter, er det ved at være Nu."
Man kan henvende sig til Henrik Johansen.