Velkommen!
Vores højtider som jul, påske og pinse er højsæson for familiebesøg. Julen har med sine særlige traditioner den største betydning for familielivet. Men påsken kan også give anledning til gode traditioner i familien. Derimod er pinsehøjtiden mere til sommerhus, kolonihavehus, camping og båd.
På søndag er det palmesøndag, indledningen til påskeugen. Palmesøndag hører vi i kirken, at Jesus ankommer med sine apostle til deres hovedstad Jerusalem. Som alle andre jøder i landet og udenfor Israel valfartede Jesus til Jerusalem for at deltage i påskehøjtiden i templet. Der var trængsel på vejen til Jerusalem, og da de nærmede sig byportene, stod familie og venner og ventede. Mange havde familie i Jerusalem. Jesus havde venner i en lille landsby lige udenfor Jerusalem, hvor han overnattede i påskeugen.
Det fortælles, at folk viftede med afskårne palmegrene og strøede dem på vejen foran dem, der kom til byen. Jesus fik en særlig varm velkomst og blev hilst som en konge. Rygtet om ham var løbet i forvejen. Palmesøndag var Jesus særdeles velkommen. Men allerede den kommende fredag blev han henrettet som en oprører. Man beskyldte ham for at ville være jødernes konge.
Påskesøndag blev hele verden ny. Jesu grav var tom. Han viste sig for sine apostle og mange andre. Han gav en ny tro på livet. Døden kunne overvindes. Døden havde ikke det sidste ord at skulle have sagt. For Jesus blev døden en port til himlen, som alle fik mulighed for at banke på. Det blev et nyt livsgrundlag for alle. Han sagde til sine efterladte apostle, at han stod nu på den anden side af døden og ventede på at sige velkommen. Det troede de og indrettede deres liv efter.