Hjemmeværnet øvede sig i at tage illegale til fange
En øvelse var det heldigvis som FavrskovPostens udsendte torsdag 4. marts overværede i Langå by, hvor ? illegale ? personer opholdt sig og det var nu hjemmeværnets lokale afdeling - HVK Favrskov -Randers Syds opgave at forhindre indbrud og uro i byen under ledelse af komapgnichef Lars Nielsen.
Der var oprettet kommandocentral på Langå Skole og her var 23 af kompagniets medlemmer mødt op til en øvelse, som skulle foregå sammen med elever (de illegale personer) fra 2. til 8. klasse fra Langå skole, og øvelsen var kommet i stand via klasselæreren, da klasserne for tiden har tema om 2. Verdenskrig. Det var meningen eleverne skulle få et lille indblik i hvordan det var at blive taget til fange, kommanderet med og låst inde i et fangehul.
Terrorister i familien
Kort efter kl. 1900 begyndte øvelsen og de illegale personer blev kørt ud til forskellige steder i Langå by og udenfor Langå, hvorfra de så skulle trænge ind i byen og forsøge at komme frem til skolen uden at blive pågrebet af hjemmeværnspatruljerne.
De illegale personer var opdelt i 8 familier og hvert medlem havde et ID-kort på sig og i hver familie var een person udpeget som den person hjemmeværnsfolkene skulle tage til fange. På den persons ID-kort var der en stjerne og det var så op til terroristerne at skabe så meget forvirring og uro ved pågribelse så hjemmeværnsfolkene havde svært ved at finde og tilbageholde den rigtige person.
Hjemmeværnet skulle øve patruljetjeneste, overvågning og behandling af fanger ved øvelsen.
Fanger blev afluset
Der gik ikke lang tid før den første melding kom ind til kommandocentralen om tilfangetagelse af illegale personer og FavrskovPostens udsendte kørte med for at hente fanger sammen med distriktschef, major Lars Aage Knudsen, som var tilstede for at danne sig et indtryk af øvelsen.
Efter at fangerne var kørt til skolen blev de linet op og under kommando ført ind i et rum hvor de skulle afluses, dog med uskadelig røg, men det var en stærk oplevelse for mange af fangerne.
Efter aflusning blev de anbragt i et fælles rum (fangehul ) før de skulle afhøres om deres færden.
Der blev også under tilfangetagelserne skudt for at standse de illegale, (selvfølgelig kun med løst krudt) ligesom der i et skovstykke var udlagt ?kanonslag?, men heldigvis kom ingen til skade og kompagniets sanitetsgruppe kom ikke i arbejde, men det var klart at flere af de illegale var påvirket af det skete, men kun på en positiv måde.
Sådan fortsatte det resten af aftenen og inden kl. 23.00 var alle de illegale personer blevet standset og de rette personer tilbageholdt, kørt til skolen og efter aflusning anbragt i fangehullet.
Øvelse under pres
Ved den efterfølgende evaluering fortalte eleverne at det havde været en positiv oplevelse for dem og de kunne se en vis sammenhæng mellem deres temauge og det de havde oplevet om aftenen.
For hjemmeværnets vedkommende gav det god øvelsestræning i hvor svært det er at løse en opgave under tidspres og løse opgaverne med de midler der er til rådighed.
Det er ikke sidste gang kompagniet siger ja tak til sådan en øvelse.
Som afslutning på øvelsen kan Favrskov Postens udsendte tilføje at det var en god oplevelse at se det engagement hjemmeværnsfolkene gik ind til øvelsen med, og det er også rart at se det gode udstyr hjemmeværnet efterhånden har, hvilket føles som en anerkendelse af det store arbejde hjemmeværnet udfører og skal udføre i fremtiden.