Så er profilløberne fundet
Danmarks smukkeste løb markerer sig over det næste halve år i hele kommunen ved hjælp af profilløbere, som skal træne til halvmarathon
Som noget nyt har arrangørerne af Nem Forsikring - Søen Rundt i år fundet på at markere sig i kommunebilledet med profilløbere. Lokalavisen Skanderborg er mediepartner på løbet og de ti løbere er nøje udvalgt efter at de har reageret på en annonce i Lokalavisen i januar.
For første gang skulle profilløberne møde hinanden mandag aften i VIP lokalet i Morten Børup Hallen og høre om, hvad det var, de havde meldt sig til.
Profilløberne er udvalgt, så hele kommunen kan få glæde af at møde de hårdttrænende løbere, og arrangørerne fra Skanderborg Håndbolds Venner forventer da også, at løberne tager deres del af aftalen alvorligt.
"Det er vigtigt, at I er synlige i kommunen og på vores hjemmeside, hvor I kan skrive dagbog. I skal ud og vise vores sponsorer, at I vil det her. Og så skal I i øvrigt gennemføre løbet," siger eventkoordinater Rolf Østergaard om nogle af de krav, der følger med de mange sponsorgaver, som profilløberne får.
"Vi ville finde nogle gode ambassadører, der kan bevise, at man kan gå fra 0 til halvmarathon på et halvt år. Det skal hjælpe med at tiltrække flere løbere og inspirere flere til at løbe," siger eventkoordinator Rolf Østergaard.
"Vi har valgt løbere i alderen 13-61 år, som er vidt forskellige. En er ved at træne til triatlon og allerede i virkelig god form. En anden har tabt sig rigtig meget. Så vores løbere er meget forskellige men har det fælles mål at fuldføre vores halvmarathon i september."
Yngste løber er bare 13 år
Caroline Birksø Eriksen er helt ok med at være den yngste løber.
"Jeg er spændt på det, men ikke bange for det. Min fætter på 14 har gennemført et halvmarathon. Så kan jeg også," siger hun til Lokalavisen.
"Jeg er god til at komme afsted, når der er et mål, så jeg skal nok få trænet," siger hun.
17-årige Frederik Kristoffersen er allerede i rigtig god form. Han er nemlig ved at træne til triatlon.
"Jeg har brugt hele min opsparing på en dyr cykel og og jeg kan rigtig godt lide det ekstra boost som træningen giver," siger Frederik Kristoffersen
Nemt med NEM Forsikring
Skanderborg Håndbolds Venner erglade for samarbejdet med hovedsponsoren NEM Forsikring.
"De siger aldrig nej til nye idéer. Da vi foreslog, at forsøge os med profilløbere, var de straks med på det," siger Peter Frederiksen.