Fortsæt til indhold

Da Venstre sad på magten i Skanderborg Kommune

Samfund
Af Finn Sander Jensen, byrådskandidat (S)

I disse dage er det præcis 4 år siden Skanderborg kommune var ude i et økonomisk uføre. Dengang var budgetoverskridelser et tilbagevendende problem for den daværende Venstrestyrede kommune. I en revisionsrapport fra BDO, blev der i marts 2009 rettet en sønderlemmende kritik af Skanderborg Kommunes manglende styring af økonomien på handicap- og socialpsykiatriområdet. Vi så dengang budgetoverskridelser på blandt andet rundkørslerne i Ry, ældreområdet og indenfor handicap og psykiatri.
I Socialdemokratiet prioriterer vi den økonomiske politik højt. Hvis der ikke er styr på økonomien i en kommune, går det straks ud over velfærden. Venstres skødesløse økonomistyring op til marts 2009 førte til skattestigninger, besparelser, tvangsopsparinger i institutionernes driftsbudgetter og udskydelse af anlæg. Det betød stor usikkerhed hos borgere og personalet i kommunen.
Det første offer for rod i kommunens økonomi er altid velfærden, men det bekymrede Venstres nye borgmesterkandidat, Søren Erik Pedersen, sig ikke særligt om dengang. Den 16. marts 2009 udtrykte han i Midtjyllands Avis manglende forståelse over Jørgen Gaardes frygt for, hvad besparelser på 65 millioner kroner kunne føre til.
Efter systemskiftet, hvor Jørgen Gaarde blev borgmester, er der blevet ryddet op efter det tidligere Venstrestyre, og der er nu kommet styr på økonomien, så vi kan begynde at se positivt på fremtiden. Efter 30 - 40 år med undladelsessynder på vejområdet, er der sat penge af til omkring 500 km asfalt/vejudbedring. Vi har en lav arbejdsløshed på kun 3,2 %, men som vi i Socialdemokratiet stadig synes er for høj. Vi bygger nu flere timer på i skolerne og giver flere medarbejdertimer i institutionerne. Dansk Industri vurderer Skanderborg til at være en af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.
Kommunalvalget til efteråret bliver et valg mellem økonomisk stabilitet og fremgang for Skanderborg Kommune, med Jørgen Gaarde som borgmester, eller tilbagevenden til tidligere tiders Venstrestyre med rod i økonomien, skattestigninger, pludselige besparelser og usikkerhed for fremtiden.