Fastnettelefonen blev smidt ud
it-oprydning hos entreprenørvirksomheden Enkon har sparet 250.000 kroner på bundlinjen
Væk med den gamle server, frankeringsmaskinen og den alt for store printer der kunne mere end nødvendigt.
Ud med omstillingsbordet og væk med fastnet telefoner og dyrt abonnement.
Det har været en del af øvelsen hos entreprenørfirmaet Enkon med base i Hadsten.
"Det har vel sparet os for 250.000 kroner i faste udgifter om året," lyder det fra direktør Peter Werner, der siden han trådte til for et par år siden har haft til opgave at rydde op i virksomheden og trimme den. Her var it et af punkterne han slog ned på.
Ny hardware
Firmaet med godt 40 ansatte har i stedet investeret i bærbare computere, smartphones til folkene ude på byggepladserne og på hver større byggeplads står en printer, der kan udskrive det udsnit af byggeplanerne der er brug for, i stedet for at lederne render rundt med kæmpe kort under armen.
Det næste skridt kom, da de hyrede Stefan Granholm fra Hadsten Computer. It-konsulenten kunne hurtigt lytte sig frem til firmaets behov og fik frit spil til at rense ud i ældgamle vaner og teknik der ikke blev brugt.
"Firewallen var stået af, de kunne ikke printe, medmindre serveren var tændt og jeg fandt en gammel ISDN-forebindelse til 444 kroner i kvartalet der ikke blev brugt," fortæller Stefan Granholm, der som tidligere pædagog er vant til at lytte til fok og til at forklare sine computertermer på jævnt dansk.
Det jævne dansk kunne man forstå på Enkon, især når der var færre udgifter med i spillet.
Tid er penge
"Tid er penge, og hvis jeg sparer ti minutter om dagen, så har jeg mere tid til at tjene flere penge," lyder filosofien fra Peter Werner, der sammen med medarbejderne nyder godt af den teknologiske omlægning.
I dag er computerne ikke alle sammen forbundet til hinanden, men kan lagre data på servere der kan tilgås alle steder fra. Kablerne i kabelbakkerne langs væggene står ubrugte hen, for alle er på trådløst netværk og sidder med hver deres bærbare computer, der er billigere i strøm og har en større harddisk end de gamle stationære der støjede og var fyldt med data.
"Stefan Granholm var helt nede på jorden og lavede en løsning vi kunne bruge. Vi har tit oplevet, at når vi ringer til it-folk, så vil de kun sælge deres løsning, og det er oftest ikke den vi har behov for," siger en tilfreds direktør.