"Tosset med mere trafik omkring skolen"
Debatten om Ellemosevej i Tranbjerg kører fortsat. Spørger man Slet Bylaug er der ingen tvivl: Vejen skal ikke lukkes
"Der er ikke nogen grund til, at trafikken skal ledes forbi skolen."
Sådan lyder ordene fra formand for Slet Bylaug, Erling Laursen, når snakken falder på Ellemosevej i Tranbjerg.
Gennem de seneste uger har Lokalavisen Aarhus Syd skrevet om vejen, der har været midlertidig lukket på grund af vand på kørebanen. Det har givet anledning til, at Tranbjerg Fællesråd og nogle borgere ønsker, at vejen skal lukkes permanent, mens andre ikke ønsker, at den skal være lukket.
I Slet Bylaug ser man mere generelt på hele området, og den Lokalplan 882, der dækker det.
Den blev lavet tilbage i 90?erne, men den er endnu ikke blevet vedtaget.
"Vores mission er helt klart at få lokalplanen vedtaget. I den bliver Sletvej lukket, og jeg synes ikke det giver nogen mening at lukke Ellemosevej og på den måde føre trafikken gennem byen og forbi skolen. Derimod ville det være godt, hvis Ellemosevej blev lavet bredere, og at den blev forbedret, for den er ikke i særlig god stand," siger Erling Laursen.
Hvis lokalplanen på et tidspunkt bliver gennemført, betyder det umiddelbart, at Ellemosevej ikke bliver lukket.
"Ellemosevej er en del af trafikproblemet omkring Sletvej og Chr. X's Vej. Vejen skal bare laves ordentlig, så er der ingen problemer i, at den er der," mener Erling Laursen.
En tur i byrådet
Det ser ud som om, at Lokalplan 882 kommer for byrådet til august i år, men selv om den bliver vedtaget, er det ikke ensbetydende med, at den også bliver ført ud i livet. Der skal nemlig finanser på bordet, og de er der ikke, fortæller vejchef i Aarhus Kommune, Michael Kirkfeldt.
Kommunen har fokus på problemerne omkring trafikken ved Ellemosevej og den ringe stand, som vejen er i.
"Vi skal vurdere, om vejen skal hæves. I vores overvejelser ligger også, at der er mulighed for at udvide Landevejen med to spor," siger Michael Kirkfeldt.
Muligvis to spor
I dag er vejen tosporet noget af vejen, så bliver den étsporet for at blive til to spor igen, og omkring Ellemosevej er der om morgenen kø, blandt andet fordi bilister bliver lukket ud på Landevejen.
"Der er mulighed for, at Landevejen for eksempel bliver udvidet med to spor i retningen ind mod byen, og fortsat et spor ud af byen. Vi gør os forskellige overvejelser om, hvad der skal ske," siger Michael Kirkfeldt.