Gymnaster med sut og solbriller
Gymnastikopvisningen i Auning bød på opvisning af alle aldersklasser
Der var både Nick og Jay, gangnam style, to-årige gymnaster med sut i mund og voksne herrer med solbriller. Forårsopvisningen i Auning Gymnastikafdeling søndag 17. april blev endnu engang afsluttet på fornem vis med gymnastik for alle.
Pia Melsen Braüner fortæller, at hele farveskalaen var taget i brug, og kreativiteten i valg af rekvisitter og musik var stor.
Store børnehold
Gymnasterne fyldte hallen til bristepunktet. Især de yngste børnehold – fra forældre/barn over Krudtuglerne (3-6 år) og til Børnemix (0.-2.kl.) fyldte godt op på gulvet med deres store antal, og satte gang i klapsalverne med deres livlige og farvestrålende indslag.
Smilene var også store hos publikum, da Herreholdet anført af Pia Pedersen og Frank Bjerregård iført solbriller viste Gangnam Style.
Pia Melsen Braüner fortæller, at der har været frafald hos de voksne gymnaster. Gymnastikafdelingen efterlyser derfor ideer til, hvad der kan få de voksne op af sofaen og hen i gymnastiksalen.
Hvis man gerne vil være med som instruktør, hjælpeinstruktør eller bestyrelsesmedlem, er man også meget velkommen.