Fortsæt til indhold

Hver anden boligejer vil bruge boligfradrag

At kunne få fradrag for håndværkeres arbejde i huset er populært, viser Epinion-undersøgelse

Samfund
Christina S. Johansen

52 procent af boligejerne vil i år benytte sig af boligjob-ordningen, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Nybolig.
Det er dobbelt så mange som sidste år.
I undersøgelsen, der er gennemført i oktober sidste år, angav de 52 procent altså, at de vil benytte sig af ordningen, hvis den fortsatte i 2013 - og det gør den.
Hidtil har det særligt været reparation af tage, udskiftning af vinduer og døre samt malerarbejde, som husejerne har valgt at benytte boligfradraget til. Men godt en tredjedel har også fået indersiden af boligen renoveret blandt andet i form af nyt køkken og bad eller udskiftning af elinstallationer.

“En god investering”

De mange opgraderinger af huset falder i god jord hos ejendomsmægler Peter Dybvad fra Nybolig i Aarhus Vest.
"Det er yderst fornuftige investeringer, boligejerne har foretaget. Nye døre og energivinduer vil betyde, at boligens energiforbrug bliver lavere og dermed mere attraktiv for potentielle købere. På samme måde vil udskiftning af et gammelt tag, der springer i øjnene på køberne, øge boligens værdi," lyder det fra Peter Dybvad, som fortsætter.
"Når det er reparationer, der ikke egner sig til gør-det-selv-løsninger, men kræver en professionel håndværker, så her er boligjobordningen en god mulighed."