Fortsæt til indhold

Gratis projekt om modersmål afvist

Ministeriet betaler, og tre skoler var klar til et forsøgsprojekt om modersmålsbaseret undervisning. Alligevel sagde kommunen nej

Samfund
Arkiv

Et omfattende forsøgsprogram om modersmålsbaseret undervisning er sat i værk af Børne- og Undervisningsministeriet.
Ministeriet har afsat 29,5 millioner kroner til forsøgsprojektet, hvor det skal afdækkes om modersmålsbaseret undervisning og/eller ekstra undervisning i dansk kan øge tosprogede elevers faglige kompetencer.
Ministeriet har inviteret skoler med mere end 10 procent tosprogede til at være med, blandt andet folkeskoler i Albertslund Kommune. Tre skoler - Herstedlund, Herstedvester og Egelundskolen - har sagt ja tak.
Forsøget er rettet mod 4. klassetrin i skoleåret 2013/14 og mod 1. klassetrin i skoleåret 2014/15, og det fordeler sig på seks forsøgsindsatser, blandt andet undervisningsforløb for hele klassen i sprogforståelse og ekstra undervisning i dansk som andet sprog.

Ordet misforstås

Ministeriet betaler alle udgifterne, men alligevel sagde et flertal i kommunalbestyrelsen nej tak da sagen blev behandlet på det seneste møde. Otte stemte for - SF, Enhedslisten og Dogan Polat (Soc.) - de øvrige 13 imod.
SF var forslagsstiller, og Niels Landvad og Mehmet Kücükakin ærgrer sig over flertallets beslutning:
"Der er vidensbaseret forskning der viser at det virker", siger Mehmet Kücükakin, der blandt andet henviser til erfaringer fra hans eget lærerjob i Kokkedal.
Her kan han fremvise tal på at eleverne har flyttet sig i faglig kunnen.
Niels Landvad mener at det er selve ordet "modersmålsundervisning", der bliver misforstået:
"Det handler jo netop om at blive bedre til dansk, og til andre fag i det hele taget. Måske er ordet sprogstimulering bedre."

S ikke overbevist

Borgmester Steen Christiansen (Soc.) var blandt dem der stemte imod, og det begrundede han blandt andet med at han ikke føler sig overbevist om at forskningen endegyldigt har påvist, at modersmålsbaseret undervisning har den ønskede effekt.
De samme toner slog Danni Olsen (DF) an, og Brian Palmund (V) fremhævede, at projektet går på tværs af skolestrategien, "Skole for alle". Pia Brandt Halling (Kons.) fremhævede, at kommunen én gang har vedtaget ikke at have "skattefinansieret modersmålsundervisning".
Hos SF har man ikke opgivet at få projektet igennem. Niels Landvad og Mehmet Kücükakin bebuder at man vil kæmpe videre.
due