Fortsæt til indhold

Rekord-besøg til byggeudstilling

12.000 besøgte Byg & Bo på Skovby Nygaard i påskedagene

Samfund
Af Erland Rasmussen

Der var trængsel af både mennesker og biler på Skovby Nygaard-udstykningen mellem Galten og Skovby, da tusinder af danskere brugte det lidt kolde og blandede påskevejr til at besøge den stort anlagte parcelhus-udstilling Byg & Bo.
Folkene bag Byg & Bo vurderer, at udstillingen blev besøgt af over 12.000 mennesker i påskedagene. Det mere end opfylder forventningerne.
”Det er det bedste besøgstal i de seneste 5-7 år. Det skyldes en god kombination af markedets bedste parcelhuse beliggende på attraktive grunde i et område, der virkelig er gjort en indsats for at gøre gøre klar til udstillingen. Det blandede påskevejr har også trukket mange besøgende, fordi de alligevel ikke kunne komme på havearbejde hjemme,” forklarer afdelingschef Carsten Jæger Nørbjerg, Huscompagniet, der også er medlem af udstillingens styringsgruppe.

Attraktivt område

Der var også knyttet store forventninger til udstillingens start her i påskedagene. Der er tale om Danmarks største af sin art, der ikke mindst ventes at sætte spot på Skovby-Galten, som et attraktivt område at bo i.
Ønsket om at tiltrække flere borgere til Galten-Skovby var da også et tema, da viceborgmester Tage Nielsen, (R,) åbnede Byg og Bo.
”Hvis man kaster et blik på helhedsplanen for hele Skovby Nygaard-udstykningen får man et godt indtryk af et rigtigt spændende og godt kvarter, hvor familier, børn, unge og ældre vil bo side om side. Det er ikke kun de familier, som vil bo lige her i området, der kan glæde sig. Hele Galten-Skovby kan se frem til flere indbyggere – flere aktive borgere, der vil tage del i fællesskabet og være med til at udvikle byen og området,” sagde Tage Nielsen.
På udstillingsarealet kunne de mange besøgende få mere information om området og tilbud til borgere og erhverv hos Projektforum Galten-Skovby.

Viceborgmester Tage Nielsen åbnede udstillingen med et stort smil onsdag før påskeferien.

Glad lodsejer

Tilsvarende havde lodsejer Jørgen Nielsen også en skurvogn med kort og andet informationsmateriale om Skovby Nygaard-udstykningen. Her er der 450 grunde, hvoraf den første udstykning består af 29 grunde.
Det var en glad og tilfreds lodsejer, Lokalavisen talte med på udstillingens sidste dag.
”Der har været stor interesse, og det har været sjovt at sætte Skovby Nygaard-udstykningen på landkortet på denne måde. Det er jo et projekt, vi har arbejdet med siden 2008, og nu har vi mødt folk og fået en positiv respons.,” sagde Jørgen Nielsen.
Af de 29 grunde i den aktuelle etape er 22 nu solgt. Alene under Byg & Bo i påskedagene blev der reserveret fem grunde. Det overgår klart Jørgen Nielsens forventninger, som forventer at have udsolgt af grunde i denne etape i løbet af en måneds tid.

Jørgen Kristensen (t.v.), Michael Jensen og Torben Jensen fra Galten FS styrede parkeringen.

Idrætten styrede

Opgaven med at styre trafikken i området var under udstillingen lagt i hænderne på frivillige fra Galten Forenede Sportsklubber, GFS.
”Vi har lavet en aftale med Byg & Bo om at stå for en række af de praktiske gøremål i forbindelse med udstillingen. Til gengæld får vi en økonomisk håndsrækning fra arrangørerne. Det er en fin aftale for os,” konstaterer Jørgen Kristensen, næstformand i GFS.
Jørgen Kristensen var i påsken en af de frivillige parkeringsvagter, der sørgede for, at de mange biler kom sikkert til og fra p-pladsen. Der har i alt været 7-8 frivillige fra GFS i sving i påskedagene fra formiddag til eftermiddag. Idrætsfolkene delte blandt andet også brochurer ud til de mange besøgende.
Byg & Bo har fortsat åbent hver søndag fra 14-16 resten af året.