“Tag nu børnene med i køkkenet”
En kokkeskole for børnebørnene er endt med en kogebog for Brabrand-bedsteforældre
Den er 300 sider lang og kan både købes i flere fysiske boghandler samt på nettet. Navnet er ’Brabrand Valley Kokkeskoles Kogebog’, og det er to bedsteforældre fra Brabrand, som står bag den.
“Det hele startede jo egentlig med, at vi lavede en kokkeskole for vores børnebørn. Det synes vi var en rigtig god idé i stedet for altid bare at underholde,” siger Ole Brun Madsen, som sammen med hustruen Ruth Hyldgaard Brun Madsen anbefaler andre bedsteforældre, forældre eller nogle helt tredje at gøre det samme:
“Tag nu børnene med i køkkenet. Det er vigtigt at lade læringen gå i arv, og det er en rigtig god måde at være sammen på,” lyder det fra Ole Brun Madsen.
Sejt med egen kogebog
Det er børnebørnene Christian Hyldgaard Klæstrup og Axel Brun Bovbjerg fra henholdsvis Brønderslev og Lysgaard enige i.
“Det er vigtigt at lære at lave lidt af hvert - for hvis man nu på et tidspunkt eksempelvis ikke har så mange penge, så kan man lave god mad alligevel,” siger Axel på 12 år, som fortsætter:
“Det er da lidt mærkeligt, at vi nu har en kogebog ude, men det er sgu også lidt sejt.”
Og så vil det vel også imponere nogle piger på et tidspunkt?
“Ja, det er jo lige det,” smiler 14-årige Christian lidt genert.
Kogebog til generationer
Formålet med at udgive kogebogen er ligeledes at sikre, at børnebørnene ikke køber for mange færdigretter og fast food, hvor det kan være svært at gennemskue, hvad der er i.
Desuden handler det også om at bevare mange af familiens opskrifter.
“Ruth har jo sine lapper, og jeg har alle min mors håndskrevne kogebøger. Prøv at se her - nogle af bøgerne hænger kun meget dårligt sammen,” siger Ole Brun Madsen, mens han fremviser ældgamle bøger.
“Men nu er alle familiens opskrifter samlet i en bog af god kvalitet, som kan holde i mange generationer. Så kan også vores oldebørn få glæde af opskrifterne,” siger Ruth Hyldgaard Brun Madsen.