Fortsæt til indhold

Stop lockout, lad os undervise

Forældre og elever på Lærkeskolen i Stenløse blev tirsdag morgen mødt af lockoutet lærere med bannere og skilte, der understregede lærernes utilfredshed med den igangværende lockout

Samfund
Af Mette B. Sørensen

"Vi vil undervise - ikke konflikte" og "Lockout = knockout". Det var nogle af de budskaber, der tirsdag morgen efter påskeferien mødte forbipasserende, forældre og elever ved Lærkeskolen i Stenløse.
Her havde Lærkeskolens lockoutet lærere taget opstilling forskellige steder ved skolen, for at vise deres utilfredshed med, at forhandlingerne mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og Kommunernes Landsforening (KL) er brudt sammen.
Og budskabet til KL var klart: Lad os nu forhandle:
"Konflikten kan ikke vare evigt. Vi håber på at KL har lyst til at høre på DLF, for det vi hører ind til videre er, at der overhoved ikke er blevet hørt på de ting, der er kommet fra vores side af bordet. KL har sat sig ned og har kun villet tage udgangspunkt i deres eget papir," siger lærere og tillidsrepræsentant Rikke Petersen.
Hun er chokeret over KL's opførsel under forhandlingerne.
"Folk er virkelig vrede, og de er dybt forarget over den måde, det hele har forgået på," siger hun og fortsætter:
"Hele den oplevelse af at gulvtæppet bliver trukket fuldstændig væk under en demokratisk model, som man troede, man havde at forhandle omkring er rystende. Hvis ikke man skal have den model længere, så kan man i hvert fald træffe en aftale om det. Man skal ikke lave den her model, hvor man siger, nu laver vi en forhandling, og så er der ikke nogen forhandling."

Hvor er forældrene?

Det er ikke kun KL's måde at agere på i forsøget på at nå frem til en aftale lærere og kommuner imellem, der chokerer Rikke Petersen, fortæller hun.
Også det hun oplever som forældrenes nærmest totale fravær i debatten, undrer tillidsrepræsentanten.
"Det er nok det, der chokerer mig mest. Det er forbløffende så lidt vi har hørt fra forældrene. Og jeg undrer mig, for de er jo storkunder i butikken. Det undrer mig, at de ikke har reageret på nogen måder. Jeg er fuldstændig rystet over, at forældrene forholder sig passivt og håber på, at det nok bliver ordnet på en eller anden led, og slet ikke forholder sig til, hvad det egentlig er, der foregår og også, hvad der bliver resultatet for deres børns skole efterfølgende," siger hun.
Hun håber at forældrene under lockouten også kommer på banen og ikke mindst, at de snakker med deres børn om, hvad det er, der foregår.
"Jeg kan jo høre på de spørgsmål eleverne stiller mig, at der bliver ikke snakket om det her i hjemmet, og det chokerer mig. Det synes jeg er dybt bekymrende."
Imens de skiltebærende lærere holder fanen højt i morgenkulden uden for deres normale tilholdssted i klasseværelserne, underviser 9 af deres tjenestemandsansatte kolleger omkring 300 børn indenfor. Og ifølge Rikke Petersen er der ikke meget andet at gøre end at håbe på befolkningens opbakning og på at de lockoutet lærere snart igen kan gøre kollegerne selskab.
"Vi kan reelt ikke gøre noget. Vi kan stå her med nogle skilte, og vi kan lave nogle aktioner, men hvis ikke KL vil tale med os, så kan vi reelt ikke gøre noget. Så er vi bare låst i et lille hjørne," konstaterer tillidsrepræsentanten.

Lærerne stod tirsdag morgen flere steder rundt om Lærkeskolen.