Fortsæt til indhold

En lille påskehilsen

Samfund
Jørgen Flindt

Nå, så er det sørme blevet påske. Jeg synes ellers lige, det har været jul, men det har måske noget med vintervejret at gøre, for det er da snart koldere nu end ved juletid.
Men det er ikke tid til and og flæskesteg, men det bør jo være lam. Hører det ikke påsken til?
Det er nu ikke det, jeg forbinder med påskemad. Næ, i min barndom blev familien samlet hos mormor og morfar, og så fik vi tre retter mad. Og det var den samme slags mad år efter år. Klar suppe med boller til forret, gammeldags oksesteg til hovedret (med både sur og sød sovs og peberodssovs) samt mormors hjemmesyltede pærer til dessert.
Hvorfor det lige var sådan, ved jeg ikke, men det er jo det fede ved traditioner. De opstår bare, og de skaber samhørighed. Men de ikke nødvendigvis ens.
Vi får ikke længere de tre retter mad mere, for vores påskesamlinger har ændret sig. Morfar er længe død, mormor er blevet 86 år, og familien har jo ændret størrelse, for alle kusiner og fætre har jo selv stiftet familie. Så påskefrokosten ved mormor og morfar er fortid.
Men vi samles stadig i påsken, maden på bordet svinger dog fra år til år. Og alle er heller ikke med. Min fætter Thomas var eksempelvis min nærmeste Buddy dengang i barndommes Trædballe i Vejle, men det er han ikke mere, for der er ikke noget "nær" over ham. Han mødte sin kone i New York, og sammen bor de nu i Manila.
Jo, verden er blevet stor, siden dengang vi fætre spurtede rundt i mormors have eller spillede bold i carporten. Det var med en skumbold, så det var ikke så slemt, som det lyder.
Så Thomas ser vi ikke denne påske, men sådan er det jo. Han bor trods alt ikke lige rundt om hjørnet. Hvad skal I, kære læsere, her i påsken? Hvad er jeres traditioner? Hvor mange af jer skal nyde tre retter med bestående af klar suppe, oksesteg og syltede pærer?
Sikkert ingen af jer, men skidt, for I har jo jeres egne traditioner. Måske er traditionen, at der ikke sker noget specielt i påsken. Uanset hvad så er det påske. Vejrguderne har ignoreret det, men ellers er alt ved det gamle. Og dog. Kirkerne holder traditionen tro mere åbent end vanligt, men det gør butikkerne også. Dengang hvor man handlede helt vildt ind om onsdagen, fordi alt var lukket nogle dage, er ovre. Tiderne ændrer sig, påsketraditioner ligeså.
Kan I nu alle have en god påske, uanset om I fejrer den eller ej. Uanset om I skal have klar suppe, gammeldags oksesteg og syltede pærer eller ej.