Husk El-måleren når du flytter
En ny lov kan koste dyrt, hvis man ikke passer på at melde flytning
I det næste halvanden års tid skal der ske en del ændringer for elkunderne.
Det generelle er, at den lokale elforsyning, som eksempelvis Hammel Elforsyning, der "kun" har elnettet, står tilbage med de tekniske opgaver og net-mellemværendet med elhandelsselskaberne, mens elhandelsselskaber, som sælger strømmen, overtager de administrative opgaver med modtagelse af måleraflæsninger og afregningerne med elkunderne.
Væk med det lokale
For at kunne indfase en så stor ændring arbejdes på at opbygge en fælles database, DataHub, og i bedste fald ventes den at være på fuld kraft 1. oktober 2014.
Men første skridt er taget, og her kan man komme galt af sted, hvis man ikke er påpasselig.
Indtil nu har Hammel Elforsyning klaret det med at styre, hvem der brugte hvad på elmåleren. Denne lokale forankring er imidlertid forsvundet for en måned siden, nemlig pr. 1. marts.
Tre dage før flytning
Det betyder nu, at Hammel Elforsyning ikke har noget at gøre med flytninger og aflæsninger.
Man skal derimod melde flytning til det selskab, som man køber sin strøm hos. Og det skal foregå tre dage før, man flytter. Hvis det ikke sker, og hvis der opstår tvistigheder mellem det fraflyttende og den tilflyttende, så kan der blive en civilretslig sag ud af det.
To regninger
For at det ikke skal blive for let, vil man nu få to regninger i overgangsperioden frem til oktober 2014. Den ene er fra Hammel Elforsyning, hvor man kan se, hvad man betaler for brug af ledningsnettet, og hvilke afgifter til staten, man betaler. Den anden regning kommer fra elhandelsselskabet, hvor man kan se, hvad man betaler for elektriciteten alene.
De to regninger skulle dog blive erstattet af én igen, når det hele kører, og hvor afgifterne og alle andre omkostninger opkræves via elhandelsselskabet.