Ph.d.-grad til Haxholm-dreng
Morten Videbæk Pedersen er blevet tildelt ph.d.-graden ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
Morten Videbæk Pedersen er vokset op i Haxholm, nord for Hammel og blev student fra Favrskov Gymnasium i 2002. Herefter læste han Datateknik på Aalborg Universitet, inden han blev tildelt et ph.d.-stipendium.
Han har ved Institut for Elektroniske Systemer forsvaret afhandlingen "Application and Implementation of Network Coding for Cooperative Wireless Networks" og på dansk: "Anvendelse samt implementering af netværkskodning og bruger-samarbejde i trådløse kommunikationsnetværk".
Afhandlingen beskriver implementeringen samt anvendelsen af nye teknikker til distribution af data i kommunikationsnetværk, særligt med fokus på trådløse netværk.
Resultaterne i afhandlingen kan på sigt blandt andet anvendes til at forbedre ydelsen af audio- og video- distributionssystemer. Derudover er der igennem projektets periode udviklet en række softwarebiblioteker, der kan anvendes til test samt videreudvikling af projektets resultater.
Morten Videbæk Pedersen arbejder nu som postdoc ved Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer.